Casey scorede 12-taller på stribe: Sådan går det nu

Casey Meng blev en af sidste års topscorere på karakterskalaen. Her kan du læse mere om hvad hun har brugt det seneste år på og hvad fremtiden byder

19-årige Casey Meng blev sidste år student med tårnhøjt snit. Nu skal hun snart atter kaste sig over bøgerne. PRIVATFOTO
19-årige Casey Meng blev sidste år student med tårnhøjt snit. Nu skal hun snart atter kaste sig over bøgerne. PRIVATFOTO

Bliver du eller en du kender student i de kommende dage med et meget højt snit eller en særlig god historie? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

I de kommende dage får elever fra gymnasiale uddannelser landet over en hue på hovedet som symbol på afslutningen på tre år med lektier, fester, gloser og algrebra.

For nogen bliver huen et symbol på en uddannelse, der med nød og næppe blev hevet hjem til bestået, mens den for andre er det fysiske bevis på et gennemsnit, der har sprængt den traditionelle 12-trins-skala.

En af dem, der sidste år hørte til sidstnævnte kategori, er den nu 19-årige Casey Meng.

Da hun kom ud fra sidste eksamen på JohannesGymnasiet på Frederiksberg, var det med et 12-tal i huen og et gennemsnit på hele 12,8.

Se også: Den første superstudent i hus: Så mange 12-taller har hun fået

Derfor kan man sprænge karakterskalaen

Selvom den højeste karakter, man kan få ved en eksamen, er 12, kan det godt lade sig gøre at ende med et karaktergennemsnit, der er højere.

Hvis man har ét fag på A-niveau mere end påkrævet, kan man gange sit snit med 1,03, mens man kan gange sit snit med 1,06, hvis man har to A-fag mere end det påkrævede.

Derudover kan man gange sit snit med 1,08, hvis man starter på en videregående uddannelse inden for to år.

Hun fortæller i dag, at det var en blanding mellem talent og flid, at hun endte med det høje gennemsnit, der betyder, at hun kan vælge frit mellem alle landets uddannelser.

- Det kræver, at man har en vis nysgerrighed og lyst til at lære, men derudover kræver det en masse arbejde. Jeg synes det er en vigtig side af det, at få en høj karakter, at man har lagt et vist stykke arbejde i det, og man har set sig selv udvikle sig, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun understreger dog, at der også var plads til familie, venner og fritidsjob ved siden af studiet, men at det krævede en vis planlægning.

Lærer sig selv at kende
Den store flid på gymnasiet blev dog ikke straks fortsat på en videregående uddannelse, for det seneste år har Casey nemlig taget et sabbatår, inden hun planlægger at læse videre.

- Målet for mit sabbatår har været at lære mig selv at kende lidt bedre og lære at indsnævre mig. I gymnasiet var jeg glad for mange forskellige fag, så i det her år ville jeg gerne prøve en masse jobs og rejse en masse for at finde ud af, hvad der er det rigtige for mig, siger Casey Meng.

PRIVATFOTO
PRIVATFOTO
 

Det førte til, at hun fik et job som salgsambassadør hos smykkefirmaet Ole Lynggaard Copenhagen i deres afdeling i Københavns Lufthavn.

- Kunderne er folk fra hele verden, og det synes jeg er spændende, fordi man får trænet sine sprog og samtidig udviklet sine salgs- og forhandlingsevner, siger hun.

Sprogrejse i Japan
Foruden at tale dansk, engelsk og fransk, kan Casey tale flydende kinesisk, hvilket hun også har brugt i sit job.

Og efter den seneste rejse, er kinesisk ikke det eneste asiatiske sprog, som den tidligere superstudent har kendskab til.

- Jeg har brugt fire-fem uger på en sprogskole i Japan i april, for at lære sproget og for at komme tættere på en anden asiatisk kultur end den kinesiske, fortæller hun.

Dette er et billede fra Casey Mengs rejse til Japan. PRIVATFOTO
Dette er et billede fra Casey Mengs rejse til Japan. PRIVATFOTO
 

Her tilbragte hun tiden i Tokyo og fik et grundlæggende kendskab til japansk.

Under turen til Japan, prøvede Casey en traditionel japansk klædedragt. PRIVATFOTO
Under turen til Japan, prøvede Casey en traditionel japansk klædedragt. PRIVATFOTO
 

Holder flere døre åbne
Casey Meng forventer at starte studierne til efteråret, men inden da går turen atter til Asien, da hun skal i praktik i Beijing i en NGO, der beskæftiger sig med børne- og kvinderettigheder.

- Jeg havde oprindeligt tænkt, jeg ville studere International Business på CBS, men jeg ville bruge året for at bekræfte, at det er det rigtige for mig. Så jeg vil se om jura og børns rettigheder er noget for mig, siger hun.

Hun fortæller, at planen stadig er at læse på International Business på CBS til efteråret, men at hun formentlig også vil søge ind på jura og økonomi på Københavns Universitet for at have alle muligheder åbne.

International Business var i øvrigt igen sidste år den uddannelse i landet, der krævede det højeste snit for at få adgang. Her var der et krav om et karaktergennemsnit på 12,2, hvilket dog altså ikke er noget problem for Casey og hendes snit på 12,8.

Casey Meng har langt fra fortrudt beslutningen om at tage et sabbatår, inden hun snart atter kaster sig over bøgerne.

- Selvfølgelig lærte jeg en masse vigtigt i gymnasiet, men man får et andet perspektiv, når man har været ude og rejse og har været på arbejdsmarkedet. Så det fortryder jeg slet ikke, siger hun.

Bliver du eller en du kender student i de kommende dage med et meget højt snit eller en særlig god historie? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen