Catalansk separatistleder er tilbage i Belgien

Carles Puigdemont har forladt Tyskland og er tilbage i Belgien, hvor han gør klar til pressekonference lørdag.

Efter fire måneders ufrivilligt ophold i Tyskland er den catalanske separatistleder Carles Puigdemont tilbage i Belgien.

Han forlod Tyskland lørdag morgen og er lørdag formiddag ankommet til Bruxelles, oplyser hans tyske advokat Till Dunckel.

Puigdemont vil fortsætte kampen for et uafhængigt Catalonien fra sit eksil i Belgien og planlægger at holde en pressekonference senere lørdag.

Den daværende catalanske regionspræsident flygtede i slutningen af oktober til Belgien, efter at han havde spillet en hovedrolle i forsøget på at løsrive Catalonien fra det øvrige Spanien.

Det fik de spanske myndigheder til at udsende en international arrestordre på ham.

I marts blev han anholdt i Tyskland, da han var på vej i bil fra Finland og hjem til sit eksil i Belgien.

De spanske myndigheder droppede imidlertid arrestordren mod Puigdemont tidligere på måneden. Det åbnede op for, at han kunne vende tilbage til Belgien.

- Min politiske aktivitet vil være baseret i Belgien, givetvis med det mål at fuldføre folkets mandat, sagde Puigdemont for nylig.

I Bruxelles er den afsatte leder lørdag formiddag blevet modtaget af en delegation fra Cataloniens nuværende styre, herunder den nye regionspræsident Quim Torra.

Han har tidligere beskrevet Puigdemont som Cataloniens "legitime præsident".

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere