Cekic tordner mod Støjberg: Du skaber et problem, der ikke eksisterer

Özlem Cekic er forarget over integrationsminister Inger Støjbergs debatindlæg, hvor Støjberg mener, at fasten under ramadanen gør muslimer til fare for resten af samfundet

Inger Støjbergs debatindlæg i BT har skabt furore på nettet. FOTO: Jens Dresling
Inger Støjbergs debatindlæg i BT har skabt furore på nettet. FOTO: Jens Dresling

I et debatindlæg i BT opfordrer integrationsminister Inger Støjberg Danmarks muslimer til at holde ferie i ramadan-måneden, da det ellers, 'helt lavpraktisk', kan være til fare for os alle.

Eksemplet, Inger Støjberg selv bruger, er en udmattet buschaffør, der måske har større tilbøjelighed til at køre galt, fordi han er døsig af sult.

Den udmelding har fået Özlem Cekic, der er tidligere medlem af Folketinget og selv er muslim, op af stolen.

- Med jævne mellemrum kommer der en dæmonisering eller hadretorik mod et muslimsk mindretal, hvilket er rigtig ærgerligt, fordi hun netop er integrationsminister, siger hun til Ekstra Bladet.

Det er en trist start
Özlem Cekic kan på ingen måde følge integrationsministerens tankegang og er ærgerlig over den indvirkning, hendes indlæg har på debatten. For Özlem er ramadanen ikke bare fasten, men en højtid der kan sidestilles med december måned for etniske danskere.

- Det er sådan en trist start på en måned, som er glædelig for mange danske muslimer. Det er en måneden, hvor vi laver masser af frivilligt arbejde og rækker hånden ud til borgere, der har det svært. Der er en spirituel fordybelse, siger hun.

Özlem fortæller, at hun desværre ikke faster i år, da hun tager astmamedicin, men derfor er hun stadig meget stødt over ministerens udmelding.

Fasten gælder ikke for alle under ramadanen. Hvis man for eksempel er syg, gravid, har menstruation, eller ens arbejde forhindrer fasten, kan man undlade. Derfor virker det på Özlem, som om ministeren prøver at skabe et problem, der ikke er der.

- Hun puster til et had, der i forvejen eksisterer mod danske muslimer, siger hun.

Dialog-ramadan
Den største frustration for Özlem Cekic er dog, at Danmarks integrationsminister ikke ønsker god ramadan til danske muslimer.

- Ikke nok med at hun ikke ønsker god ramadan, men at hun siger, at vi er til fare for vores omgivelser, det tager jeg på det kraftigste afstand fra.

Hun mindes statsministerens udmelding sidste år på samme tid.

- Sidste år ønskede Lars Løkke danske muslimer eid mubarak. Det kunne være ret fedt, hvis Inger Støjberg tog en ramadan-middag hos Lars Løkke, siger hun.

Se også: Støjberg i Ramadan-opfordring til danske muslimer: - Farligt for os alle

Se også: Rystet Støjberg om vold mod Papes kæreste: - Det er skrækkeligt, han er en kær ven

606 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere