Celine: - Min lillebror sidder i fængsel, og jeg aner ikke hvor

Fængselssystemet er lidt af et bureaukratisk mareridt, og coronaen har ikke gjort det nemmere for pårørende at hitte rundt i de komplicerede regler

Corona-pandemien har gjort det endnu sværere at sidde i fængsel. Restriktioner har for eksempel betydet, at indsatte ikke har kunne få samvær med deres børn, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Her er vi i Vestre Fængsel i København. Foto: Jan Grarup
Corona-pandemien har gjort det endnu sværere at sidde i fængsel. Restriktioner har for eksempel betydet, at indsatte ikke har kunne få samvær med deres børn, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Her er vi i Vestre Fængsel i København. Foto: Jan Grarup

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Hej Puk

Min lillebror sidder desværre i fængsel, Ja, det er noget skidt, men jeg har stadig brug for at besøge ham, mens han afsoner.

Jeg har aldrig før været i kontakt med fængselssystemet, så jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Jeg synes, det er meget svært at overskue. Hvordan får jeg kontakt med nogen, der kan hjælpe mig med at få kontakt til min bror?

Jeg ved ikke engang, hvor han sidder fængslet.

Jeg håber, du kan hjælpe mig.

Med venlig hilsen Celine

 

Kære Celine
Jeg synes, det er sejt, at du har den holdning til din lillebror - at du på trods af det, han har rodet sig ud i, vil støtte ham under hans afsoning.

Det er en barsk omgang i disse tider, da også de indsatte og deres pårørende har været ramt af diverse coronarestriktioner.

Jeg har personligt været vidne til sager, hvor indsatte på grund af disse regler ikke har kunnet få samvær med deres børn, der måske bor i plejefamilie.

Mange indsatte og pårørende har måttet undvære hinanden under coronaepidemien, da besøg har været sat ned til et absolut minimum. Derfor har der også været en regel om, at indsatte kun måtte få ét besøg hver 14. dag.

Siden 19. april er det dog sat op til til ét besøg om ugen - hvis den besøgende kan fremvise coronapas og negativ test, der er mindre end 72 timer gammel, eller en positiv test, der ikke er ældre end 12 uger.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Alle besøg, der kræver overvågning, er fortsat suspenderet. Det oplyses ikke, hvornår disse igen kan gennemføres.

Ud over disse krav er det også bestemt, at indsatte kan vælge tre-fem nærtstående venner, som kan besøge den indsatte - det ser ikke ud til, at nærtstående familie er omfattet af denne begrænsning.

Så når du som storesøster vil ind og besøge ham, men ikke ved, hvor han afsoner - hvis han for eksempel stadig er varetægtsfængslet - kan du som det første finde ud af, hvem der er hans advokat.

Så kan advokaten tage et brev med ind til din bror i fængslet, så din bror selv kan bede om, at du kommer på besøg. Det kan være en nemmere vej til et besøg.

Alternativt skal du kontakte Kriminalforsorgen og bestille tid til besøg - se hvordan i linket nederst på siden.

Jeg ønsker dig - og ikke mindst din lillebror - al held og lykke til. Jeg håber ikke, at han står over for en alt for lang afsoning - for at sidde i fængsel i 2021 er ikke nemt. Bare spørg fængselsbetjentene ...

De bedste hilsner Puk

Noter

Alt om besøg i fængslet
Via dette link får du alle de informationer, du har brug for, når du skal søge om besøgstilladelse.

I hele perioden med covid-19 har Folketingets Ombudsmand ført tilsyn med Kriminalforsorgen. Det kan du læse mere om på ombudmandens hjemmeside her.

Du kan som pårørende til en indsat ringe til pårørende-linjen.

Hvis du har brug for råd og vejledning eller bare et øre, der lytter i en svær tid, så ring på telefon 70 26 04 06.

Der er åbent mandag-fredag kl. 9-14, mandag-torsdag kl. 19-21 og søndag kl. 12-16.