Censor bortvist fra universitets-eksamen: Drak sig fuld i frokostpausen

En kvindelig studerende på Aalborg Universitet fik afbrudt sin eksamen i fredags, fordi censor havde drukket sig stiv

En mandlig censor er blevet bortvist midt under en eksamen, fordi han ifølge universitetet var for fuld. (Foto: Colourbox)
En mandlig censor er blevet bortvist midt under en eksamen, fordi han ifølge universitetet var for fuld. (Foto: Colourbox)

Ved du, hvem den kvindelige studerende eller censoren er? Tip os på 1224@eb.dk eller på sms 1224 (alm. takst)

En kvindelig studerende på Aalborg Universitet troede, at hun fredag over middag skulle op til sin kandidateksamen i turisme.

Men hun måtte tro om igen.

For hendes eksamen måtte afbrydes, netop som hun var gået i gang med at forsvare sit speciale. Censor var ifølge universitets ledelse blevet for fuld og var overhovedet ikke i stand til at have sit fokus på den studerendes præstation.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 25 år på universitetet. Det er totalt uacceptabelt, at sådan noget sker. Ikke mindst for den studerende, siger Henrik Halkier, som er viceleder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.

En lang indtagelse af alkohol
Den berusede censor havde ellers haft flere andre eksamener om formiddagen, hvor der ikke var nogen problemer overhovedet. Meget tyder derfor på, at det var i frokostpausen, at censoren tog sig en tår over tørsten. En frokostpause, som typisk er på mellem 30 og 45 minutter.

Hvordan kan I være sikre på, at manden var fuld og ikke bare havde sig et ildebefindende?

- Det klare indtryk fra folk, der har været i kontakt med manden under eksaminationen, var, at hans tilstand var relateret til en lang, kontinuerlig indtagelse af en eller anden form for alkohol, siger Henrik Halkier til Ekstra Bladet.

Henrik Halkier afviser, at det er Aalborg Universitet, som har tilbudt våde varer med alkohol-procenter til manden.

- Jeg ved faktisk ikke, om man kan få alkohol i universitetets kantine. Uanset hvad har jeg aldrig før oplevet en påvirket censor, siger Henrik Halkier, som fortæller, at uanset eventuelt forbud mod at sælge alkohol så er det naturligvis umuligt at forhindre, at folk tager en lommelærke med indhold med sig i inderlommen.

Skrækkelige tømmermænd
Universitet har draget den konsekvens af oplevelsen, at man aldrig igen vil bruge den pågældende censor.

- Manden har formentlig skrækkelige tømmermænd, som ikke kun vedrører substans, men som også har at gøre med, at han ved, at hans opførsel ikke kan forsvares. Han var i hvert fald meget pinligt berørt, forklarer vicelederen.

Ifølge Henrik Halkier er der sket en udvikling over tid, hvor man i dag kigger mere skævt til alkohol på arbejdspladsen, end man gjorde for bare 25 år siden. Men Henrik Halkier understreger, at selv om episoden havde fundet sted dengang, så ville censor også da være blevet bortvist.

- Også i de larmende 1960'ere under professorvældet havde systemet reageret prompte, siger han.

Den studerende blev allerede fredag tilbudt et nyt tidspunkt, som hun kunne gå til eksamen på. Og hun kom ikke til at vente længe. Allerede mandag stod en ny censor klar, og kvinden bestod og kan nu kalde sig for cand. mag. i turisme.

Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få kontakt til hverken den kvindelige studerende eller til censoren.

38 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere