Chef giver ikke-rygere fire ekstra feriedage

Burde din arbejdsplads også indføre det?

En virksomhed i England giver nu kompensation i form af mere frihed til de medarbejdere, der ikke holder rygepauser. Foto: Colourbox
En virksomhed i England giver nu kompensation i form af mere frihed til de medarbejdere, der ikke holder rygepauser. Foto: Colourbox

Et rekrutteringsfirma i Swindon i England har indført noget nyt, som skal få flere af de ansatte til at stoppe med at ryge.

Don Bryden, direktør for KCJ Training and Employment Solutions, fortæller til det lokale medie Swindon Advertiser, at han begyndte at bemærke, at rygerne på arbejdspladsen røg mellem fire og ti cigaretter om dagen, og hver gang tog det mindst ti minutter, hvor de ikke sad og arbejdede.

- Så kiggede jeg på de andre under disse pauser, og de sidder altid ved telefonen, skriver løs og forsøger at gøre deres arbejde, så jeg tænkte, at de burde blive kompenseret, siger Don Bryden.

Direktøren kom i tanke om, at han et år tidligere havde set nogen debattere netop det emne på de sociale medier. Her lød forslaget, at de ikke-rygende kolleger burde få fire ekstra fridage.

Ikke-ryger Krzystof Krzywozeka og hans chef Don Bryden giver hånd på den nye aftale for ikke-rygere i virksomheden. Foto: KCJ Training and Employment Solutions
Ikke-ryger Krzystof Krzywozeka og hans chef Don Bryden giver hånd på den nye aftale for ikke-rygere i virksomheden. Foto: KCJ Training and Employment Solutions

- Alle sagde, at det var en god idé, men ingen sagde, at de rent faktisk ville gøre det. Så jeg gik i gang i begyndelsen af januar og sagde til alle, at vi ville indføre det, siger Don Bryden til det lokale medie, hvis artikel han siden har delt på KCJ Training and Employment Solutions Facebook-side.

- Jeg har ikke set andre virksomheder i Swindon gøre det, så lad os starte noget her. Det er på høje tid og vil forhåbentlig inspirere andre virksomheder til at gøre det samme, siger han videre.

Da Don Bryden annoncerede ændringen, var der flere af hans rygende medarbejdere, der var hurtige til at melde ud, at i så fald ville de straks kvitte smøgerne. Men helt så nemt skal det ifølge direktøren ikke være. Rygerne skal være stoppet med at ryge i 12 måneder, før de vil få tildelt de nye ikke-ryger-privilegier.


Swindon Advertiser har også talt med ikke-ryger Krzystof Krzywozeka, som har været ansat ved KCJ Training and Employment Solutions i seks måneder.

- Jeg blev ret overrasket over det, for Don (Bryden, red.) havde nævnt det for et par uger siden, men jeg troede bare, han foreslog det og at intet ville ske, men så besluttede han sig for rent faktisk at gøre det, siger Krzystof Krzywozeka, og fortsætter:

- Det er helt fantastisk, jeg synes det er en god idé, og det kan motivere folk til at stoppe med at ryge.

422 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere