Chok på Roskilde Festival: 19-årig mand ramt af smitsom meningitis

En 19-årig festivalgæst er ramt af den sjældne meningokoksygdom - også kendt som meningitis, melder Styrelsen for Patientsikkerhed

En 19-årig mand fra Sønderjylland, som har været på Roskilde Festival, er torsdag blevet indlagt på et sygehus i Region Sjælland med den meget sjældne meningokoksygdom - også kendt som smitsom meningitis.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Overlæge Troels Thomsen fra styrelsen understreger, at risikoen for at andre er blevet smittet, er meget lille.

- Vi står med en 19-årig mand fra Sønderjylland, der med al sandsynlighed har meningokoksygdom. Men vi vil gerne understrege, at risikoen for at andre er blevet smittet er meget lille, siger han.

Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet er torsdag aften i gang med at opspore den smittede mands nærmeste omgangskreds.

Det betyder dog ikke, at der er nogen grund til panik og alarm, forsikrer Troels Thomsen.

- Vi er på stedet, og jeg vil opfordre festivalens gæster til at tage det helt roligt, nyde festivalen og passe godt på hinanden, siger han.

Festivalledelsen oplyser også om sagen på sin Facebookside.

- Henvend dig i teltet med førstehjælp, hvis du har nogle symptomer, eller hvis du er i tvivl. De typiske symptomer er feber, muskelsmerter, påvirket almentilstand, nakke- og rygstivhed og mindre blødninger under huden, skriver Roskilde Festival på Facebook.

Roskilde Festival beder også publikum om at sende en sms til pårørende om, at man er okay.

Region Sjælland har oprettet en hotline, hvor man kan henvende sig, hvis man har spørgsmål om sygdommen, og hvordan man skal forholde sig. Hotlinen kan kontaktes på tlf.: 5768 4252.

Den 19-årige er ramt af samme sygdom, som nytårsaften tog livet af den 17-årige gymnasieelev Hans Michael Graham Petersen fra Birkerød.

Den bakterielle meningitis er en farlig sygdom, som kræver behandling. Ifølge styrelsen for patientsikkerhed er sygdommen dog både sjælden og ikke særlig smitsom. I 2015 var der 40 tilfælde i Danmark, og der registreres omkring fem årlige dødsfald grundet meningitis i Danmark, hvor meningokokbakterier er årsagen.

Meningitis er en betændelse i hjernehinderne, og sygdommen bliver derfor også kaldt hjernehindebetændelse. Alle kan få meningitis, men det opstår hyppigst hos børn og unge.

Se også: Teenager død: Nu er efterskole igen ramt af meningitis

Det er bare halvandet år siden, at en anden teenager døde af meningitis. Teenageren, en 16-årig dreng, var elev på en efterskole i Nyborg. Han blev smittet med meningitis i løbet af juleferien og mødte ikke op i skole mandag efter ferien.

Efterfølgende blev endnu en teenager på efterskolen ramt af sygdommen, og 167 elever blev sendt hjem.

Opdateres...

66 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere