Chok-regning fra EU: Milliardsmæk truer Danmark

EU-kommissionen vil fjerne Danmarks EU-rabat og sende ekstraregning på flere milliarder kroner i nyt budgetforslag

EU-kommissionen sender chok-regning til Danmark i sit nye budgetforslag. Bl.a. vil kommissionen fjerne den danske EU-rabat. Foto:Thomas Borberg
EU-kommissionen sender chok-regning til Danmark i sit nye budgetforslag. Bl.a. vil kommissionen fjerne den danske EU-rabat. Foto:Thomas Borberg

Danmark og andre landes rabatter på EU-budgettet skal udfases over en periode på fem år, når Storbritannien forlader EU.

Det foreslår EU-Kommissionen onsdag i et udspil til nyt langtidsbudget, der skal gælde fra 2021 til 2027.

Rabatten, som Danmark står til at miste, udgør en milliard kroner om året. Ud over Danmark og Storbritannien får også Tyskland, Holland, Østrig og Sverige i dag rabatter på deres indbetalinger til EU-budgettet.

Alt i alt lægger EU-Kommissionen op til et samlet budget på 1279 milliarder euro målt i løbende priser over den syvårige budgetperiode.

Det er omkring 9550 milliarder kroner, eller en stigning på ikke mindre end 2000 milliarder kroner i forhold til det nuværende budget.

Bl.a. lægger kommissionen op til, at medlemslandene fremover skal betale 1,11 procent af deres bruttonationalinkomst til EU-budgettet mod de nuværende 1,0 pct.

Det i sig selv vil øge Danmarks bidrag med adskillige milliarder kroner ud over de 20 milliarder, som vi øjeblikket betaler hvert år.

Løkke siger nej
Forslaget fra EU-kommissionen bliver da også mødt med stor skepsis af de danske politikere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen slår således fast, at EU-budgettet bør skæres ned - og ikke sættes op -  når et stort land som Storbritannien forlader samarbejdet.

- EU-Kommissionen har lige præsenteret et EU-budget på størrelse af 28 medlemslande. Men vi er kun 27 medlemslande til at finansiere det. Et mindre EU bør betyde et mindre budget, skriver Lars Løkke Rasmussen på sin Twitter-profil.

Jeppe Kofod, der er gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, opfordrer Kommissionen med præsident Jean Claude Juncker i spidsen til at 'tage en tørn mere ved kuglerammen' i stedet for at bede Danmark om flere penge.

- Der er grundlæggende ikke brug for flere penge i EU-budgettet, men der er brug for, at man bruger de penge, man allerede har, langt mere fokuseret, siger Jeppe Kofod.

Bør sænke budgettet
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, raser over, at EU-kommissionen vil fjerne den danske rabat.

- Rabatordningerne har sikret en ikke alt for urimelig byrdefordeling mellem EU-landene. Nu kommer lande, der i forvejen betaler, til at betale endnu mere til de lande, der i forvejen modtager, siger han.

Også Rina Ronja Kari, der medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, er utilfreds med Kommissionens udspil.

- EU burde forholde sig til virkeligheden efter Brexit og sænke budgettet, siger hun.

Egne indtægter
Som en nyskabelse og for at få det hele til at hænge sammen foreslår EU-kommisionen også, at EU i langt højere grad end i dag skal have sine egne indtægter.

Her mener kommissionen, at 20 procent af indtægterne fra handel med CO2-kvoter skal gå til EU-budgettet. EU skal også have en bid af selskabsskatterne i medlemslandene, mener kommissionen.

Samtidig foreslår den en afgift på al plastikemballage, der ikke bliver genbrugt. Afgiften bør være 0,8 euro per kilo. Det er omkring seks kroner.

Den slags nye indtægter kan udgøre 12 procent af det samlede EU-budget og være med til at finansiere de nye indsatser, skriver kommissionen.

Bare et udspil
Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæisk Politik på KU, mener, at man skal slå koldt vand i blodet.

- Man skal huske på, at kommissionen altid spiller ud i den høje ende. Den ved godt, at medlemslandene barberer ned. Så der er taktik i det, siger han til Ekstra Bladet.

Peter Nedergaard mener ikke umiddelbart, at en sådan chok-regning vil få betydning for danskerne holding til EU.

- Jeg tror ikke, at den her slags tal i sig selv betyder noget. Men det er klart, at det betyder noget økonomisk. Skal vi betale mere til EU, så er det penge, vi ikke kan bruge til andre ting. Sådan er det. Vi kan ikke bruge pengene to gange. Derfor vil danske politikere også kæmpe imod.

Direktøren i Tænketanken Europa, Bjarke Møller, mener, at Danmark samlet set vinder selv med et udvidet EU-budget.

- Når man kigger på nettobidraget for Danmark, så koster EU-medlemskabet kun i omegnen af 1000 kroner per dansker. Bundlinjen er, at Danmark i dag får tilbagesendt trefjerdedel af, hvad vi betaler, i grove tal, siger han til Ritzau.

Arbejd hurtigt
Jean-Claude Juncker opfordrer EU-landene og Europa-Parlamentet til at arbejde hurtigt og vedtage det nye budget inden valget til parlamentet om et år.

Finansminister Kristian Jensen (V) forventer dog, at forhandlingerne først bliver færdige i sommeren 2020.

EU's næste langtidsbudget skal gælde fra 1. januar 2021. Det udløber 31. december 2027.

1 af 2 - Det er et rimeligt og ansvarligt forslag, siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om det nye budgetforslag. Foto: AP
2 af 2 EU-kommissionen sender chok-regning til Danmark i sit nye budgetforslag. Bl.a. vil kommissionen fjerne den danske EU-rabat. Foto:Thomas Borberg
327 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere