Chok-undersøgelse af busser: Over halvdelen sendes til syn

Politiet kontrollerer netop nu busser i Aalborg - nedslående resultat

Politiet i Nordjylland er netop nu i gang med en større kontrol af busser i Aalborg. Kontrollen finder sted ved byens busterminal. Allerede efter fire timers kontrol står det klart, at mange af busserne er i en uacceptabel stand.

- Vi begyndte kontrollen ved femtiden i morges. Ud af de første seks busser, som vi undersøgte, blev de fem sendt direkte til syn. Det vil sige, at busserne ikke må køre videre med passagererne, oplyser politiassistent Peter Lindholt fra Tungtvognscenter Nord til Ekstra Bladet.

Se mere video på localeyes.dk

Lidt før klokken ni var 15 busser kontrolleret. Ud af dem er ni busser sendt til syn.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

- Fire af busserne har problemer med ABS bremserne. Deres kontrollamper viser, at noget er galt. I fire andre busser er der problemer med nøddørene eller vinduerne. En bus har løse sæder, to forurener for meget og en bus har bremsefejl, oplyser politiassistenten.

Kontrollen fortsætter
Færdselsstyrelsen har tre mand på stedet, som følger kontrollen nøje.

De kontrollerede busser er både bybusser og busser, som kører i Aalborgs opland. Busserne ejes af forskellige private vognmænd.

Kontrollen fortsætter til omkring middagstid.

- Jeg kan desværre allerede nu konstatere, at resultatet er meget utilfredsstillende. Der er tale om åbenlyse fejl, som man ikke bør køre rundt med. Chaufførerne siger, at de har sagt til deres vognmænd, at kontrollamperne lyser. Men de får besked på at køre videre, siger politiassistent Peter Lindholt fra Tungtvognscenter Nord.

Særligt ansvar
Politiassistenten understreger, at chauffører og vognmænd har et særligt ansvar, når de kører med passagerere.

- Vi laver med mellemrum disse kontroller. Og det er desværre ikke første gang, at vi kan konstatere mange fejl på busserne. Der må være noget galt i branchen, siden man ikke sørger for at sikkerheden er i orden, siger Peter Lindholt til Ekstra Bladet.

 

79 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere