Christian fik skåret halsen op: Jeg skylder lægerne mit liv

Husker du danske Christian Hall? En kærlighedshistorie fik en blodig afslutning, da han blev overfaldet i et slumkvarter i Rio de Janeiro

Christian Halls kæreste filmer ham på hospitalet, da han er vågnet op fra komaen. Hun fortæller, hvad der er sket, og da det går op for ham, hvor tæt han var på at dø, begynder han at græde.

Bevæbnet med en ituslået flaske springer en mand pludselig på ham. De slås.

Inden det lykkes folk på gaden at få hevet overfaldsmanden væk, snitter han Christian Hall i halsen. Blodet strinter ud.

– Pludselig stod jeg med blod løbende ud af halsen og ned af mit tøj. Og så faldt jeg til jorden, fortæller den 40-årige dansker om overfaldet, der for halvandet år siden nær kostede ham livet.

I DR Dokumentaren ’Jeg vil dø for min datter’ fortæller han i aften sin historie. Som starter med en stormende forelskelse i en brasiliansk kvinde, der fører ham til Rio de Janeiro i 2008. Og ender i en bitter skilsmisse – og et regulært blodbad om aftenen 15. august 2014 i et slumkvarter i den brasilianske storby.

– Det skete for øjnene af både min datter og min nye kærestes lille pige. Vi havde alle fire været ude at spise. På vej hjem stoppede vi op ude foran en bar. Min kæreste skulle på toilettet, og jeg ventede nede på gaden med pigerne, da han pludselig gik til angreb.

Koma i fem dage
Christian Hall er heldig. Mens han ligger og råber om hjælp, indser han selv, at han ikke kan vente på en ambulance. Han rejser sig, tager en bluse om halsen for at stoppe blodet og får hjælp til at løbe ned til en taxi, der sætter ham af ved en politibil. Herfra går det stærkt.

– Jeg kan huske, at jeg ligger i skødet på min kæreste. Betjentene sidder foran og bander over trafikken. Og jeg tænker ’nu kan jeg ikke gøre mere. Nu er det op til nogle andre’.

Artiklen fortsætter under billedet:

Christian Hall kort efter overfaldet. Han blev syet med 40 sting. Privatfoto
Christian Hall kort efter overfaldet. Han blev syet med 40 sting. Privatfoto

Et hvidt lys er det sidste, Christian Hall ser, inden han føler, at han bliver kvalt og mister bevidstheden. Fem dage senere vågner han i en hospitalsseng med 40 sting i brystkassen.

– Jeg var minutter fra at dø. Og de første dage på hospitalet lå jeg i koma og vippede mellem liv og død. Heldigvis ramte gerningsmanden to mindre blodårer i halsen – en halv centimeter fra hovedpulsåren. Havde han ramt den, var jeg død på stedet.

Artiklen fortsætter under billedet:

- Arret er en del af mig i dag, siger Christian Hall. Foto: Linda Johansen
- Arret er en del af mig i dag, siger Christian Hall. Foto: Linda Johansen

Mindes om det dagligt
I dag er Christian Hall flyttet tilbage til Danmark. Han har ingen men fra selve overfaldet.

– Jeg ser jo arret hver dag. Og bliver mindet om det. Men det er en del af mig, så det går mig ikke på. Jeg kan også godt blive lidt nervøs, hvis jeg er blandt meget fulde mennesker, der bliver aggressive, men jeg er ikke som sådan bange.

– Det smukke i denne fortælling er, at 30-40 mennesker har haft mit liv i hænderne. Jeg skylder dem – og især lægerne – mit liv. Jeg har været rundt og sige tak og sendt breve til så mange som muligt.

Christian Hall kender sin overfaldsmand perifert. De boede i samme nabolag. Nu sidder han indespærret på en psykiatrisk afdeling.

– Det var ubehageligt at møde ham i retten. Jeg troede ikke, jeg ville føle noget som helst, men da han kiggede på mig, ramte det mig alligevel. Men jeg tænker ikke på ham mere. Han interesserer mig faktisk ikke. Jeg er mere interesseret i at vide, om andre stod bag overfaldet.

Frygter det sker igen
I DR-dokumentaren lægger Christian Hall ikke skjul på, at han mener, overfaldet kan have noget at gøre med hans ekskone. Og han frygter, nogen kommer efter ham igen for at gøre arbejdet færdigt. ’Jeg vil dø for min datter’ går tæt på det drama der opstår og optrappes, da kærlighedshistorien smuldrer. De to strides om retten til Christians lejlighed. De strides om retten til datteren, og på et tidspunkt anklager ekskonen ham for verbal vold og får et tilhold mod ham. De anklager er siden frafaldet.

Christian Hall fortæller sine danske venner, hvordan han føler sig truet og overvåget på gaden, og han føler sig nødsaget til at dokumentere samtaler og møder med optagelser. En del af dem vises i dokumentaren, der er lavet af tilrettelægger Mikkel Keldorf og produceret af Casablanca Film.

– Hendes advokat siger til mig, at han er en djævel, og at jeg får at mærke på min egen hud, at han er en djævel. Han skal få mig i fængsel. Han lover mig tre års fængsel, og han skal nok sørge for, at jeg mister denne her lejlighed, refererer Christian Hall i programmet, hvor han også – tydeligt nervøs – er tilbage på gerningsstedet.

– Jeg går og kigger mig over skulderen, når jeg er der. Men måske er jeg bare paranoid. Det kan sagtens være, han handlede alene, siger han til Ekstra Bladet.

 

’Jeg vil dø for min datter’ sendes på DR1 i aften klokken 20:00

1 af 2 Christian Hall er i dag flyttet tilbage til Danmark. Han er heldig, at han er i live. Foto: Linda Johansen.
2 af 2 Christian Hall kort efter overfaldet. Privatfoto
52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere