Den tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach bliver ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Han afløser Andreas Kamm, der i slutningen af oktober stopper efter næsten 20 år på posten.
51-årige Christian Friis Bach har arbejdet med udvikling og verdens fattigste igennem en stor del af sin karriere.
Han er tidligere radikal udviklingsminister under forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
For nylig vendte han tilbage til Danmark efter i en årrække at have været undergeneralsekretær i FN og leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).
I sit nye job kommer Christian Friis Bach til at stå i spidsen for mere end 7000 medarbejdere og 8000 frivillige.
Dansk Flygtningehjælp arbejder for at forbedre forholdene for verdens flygtninge og har i dag har aktiviteter i over 35 lande.
Christian Friis Bach tiltræder stillingen 1. november.