Christiania-pushere lokker børn med saftevand: - Det er så usmageligt

Politiet og pusherne på Christiania har siden rydningen af Pusher Street i efteråret strides om et hegn. Nu inviterer pusherne børnene til at male det

Intet mindre end otte gange er et intermistisk hegn blevet sat op af pusherne - og pillet ned igen af politiet. Sådan har det stået på siden september, hvor christianitterne ryddede Pusher Street for hashboder.

Nu prøver pusherne imidlertid en ny taktik for at få politiet til at lade hegnet blive stående.

- Vi vil gerne betale til, at de helt unge på Christiania og vores børn, får lov at lave deres eget kunstværk på Christiania. Vi foreslår derfor, at det berømte hegn i Gaden laves til en lang flade, der er let at: tegne, male og skrive på. Vi vil gerne have, de unges kunst vender ind mod Torvet og vi sørger for, at der er maling, pensler, tegnegrej, ØKO Graffiti, saftevand og kasser at stå på.

Sådan lyder det i et indlæg i Christianias ugeavis 'Ugespejlet,' der er underskrevet Drengene v/Hegnet I Gaden, der er en alment kendt betegnelse for pusherne i Pusher Street.

At bede børnene om nu at være med til at male et mere permanent hegn, bliver ikke modtaget vel i Task Force Pusher Street, der er politiets særlige enhed, der kæmper mod hashhandlen på Christiania.

- Det er simpelthen så usmageligt og et nyt lavpunkt for de her mennesker, der ikke besidder moral, at de nu vil inddrage uskyldige børn i denne her konflikt. Det er dybt kriminelle mennesker, der bestemt ikke gør det for børnenes skyld, men deres egen, så de kan stå i fred og handle deres hash, siger Dannie Rise, chef for politiets Task Force Pusher Street.

Håber ikke forældrene 'hopper på den'
Det omstridte hegn står ved en åben plads, der før i tiden blev kaldt Gazastriben, og politiet er ikke i tvivl om, at dets eneste formål er at skærme pusherne, når de sælger hash.

- Vi har set de her intermistiske hegn brugt af pushere andre steder. For eksempel i Nørrebroparken. Og så har vi hver uge de sidste mange uger anholdt folk for at sælge hash bag det her hegn, siger Dannie Rise, der uddyber, at han ikke håber, at forældrene på Christiania vil 'hoppe på den' og lade deres børn være sammen med pusherne.

- De trækker jo børnene ind i deres kriminelle miljø.

Vil ikke tage del i konflikten
Trods politiets bøvl med pusherne og hegnet, vil christianitterne ikke hjælpe til med at holde hegnet væk trods deres udmeldte ønske om at få den organiserede hashhandel ud af Christiania for få måneder siden.

Billederne viser stridens kerne - preseningshegnet - både før og efter diverse nedrivinger.
Foto: Privatfoto Krimi Politi og pushere i strid: Det er ligesom i 'sumpen'

- Det er et rent sisyfosarbejde. Vi kan jo ikke stå der hele dagen og bevogte det her område, siger Ole Lykke, der er talsmand for Christiania og fortsætter:

- Vi har andet at lave end at rende rundt og lege narkotikapoliti, og vi ønsker ikke at blive draget ind i et arbejde, som vi ikke tror på. Vi har sagt siden rydningen af boderne i september, at det her problem skal løses politisk ved at legalisere hash. Så længe, det er ulovligt og pusherne er så pressede andre steder i København, vil det blive solgt på Christiania.

Selvom christianitterne ikke vil hjælpe politiet med at holde hegnet væk, håber Ole Lykke, ligesom Dannie Rise, at forældrene vil holde deres børn væk fra pusherne og den foreslåede udsmykning af hegnet.

- Det er forkasteligt, at de nu inddrager børnene i denne her konflikt. Jeg tror, rigtig mange tænker, at det her er at tage børnene som gidsler i konflikten, så jeg tror virkelig ikke, det bliver til noget. Kriminaliseret hash er en ualmindelig bred indgangsport til en kriminel karriere. Hvad enten det er at hente pizzaer eller at male for pusherne, siger Ole Lykke.

Pusherne er en del af Christiania
Helt samme opfattelse har et andet medlem af Christianias pressegruppe ikke. Man skal ikke være bange for pusherne - de er nemlig en del af fristaden, lyder det.

- Det er ikke et problem, at børnene maler det hegn. Man skal ikke være bange for pusherne. Jeg kender flere af dem - de er jo vores venner, naboer og kollegaer i andre sammenhænge. Politiet skulle tage at lade det hegn være. Det gør jo ingen skade, men optrapper til gengæld en konflikt her på Christiania. Jeg tror mange christianitter føler sig provokerede af, at politiet sådan kommer ind om natten og river hegnet ned, siger Kirsten Larsen og uddyber, at det er en misforståelse, at Christiania vil af med hashhandlen. Det er de fremmede sælgere, man vil have ud.

Pusherne skal dog ikke gøre sig forhåbninger om, at Task Force Pusher Street bliver bløde om hjerterne og lader hegnet stå, selvom det er fyldt med børnenes tegninger.

- Vi river det ned uanset hvad. Vi synes bare ikke, børnene skal drages ind i det her.

1 af 5 
2 af 5 
3 af 5 
4 af 5 
5 af 5 
191 kommentarer
Vis kommentarer