25-årige Christina Schell fra Alberta i Canada har meldt sin chef for at bryde menneskerettighederne efter hun fik strenge ordrer på at iføre sig en brystholder på sit arbejde.
Den unge kvinde blev ifølge CBC fyret fra sit tjener-job, da hun nægtede at følge arbejdets dress code, som indebar, at hun skulle have en bh eller en undertrøje på under tøjet, når hun servicerede kunder udendørs.
Da hun konfronterede manageren på arbejdspladsen, Osoyoos Golf Club, fik hun angiveligt besked om, at reglen var til for at beskytte hende og de andre tjenere mod golfklubbens medlemmer.
Bh er 'forfærdelige'
Men eftersom Christina Schell allerede for to år siden stoppede med at gå med bh’er, fordi hun med sine egne ord synes, at de er ’forfærdelige’, ville hun ikke adlyde.
Nu mener hun, at chefen med sin ordre bryder menneskerettighederne, og har derfor valgt at melde ham for det.
- Det er køns-baseret, og det er derfor, det er en menneskerettigheds-sag, siger den 25-årige canadier, og fortsætter:
- Jeg har brystvorter, og det har mændene også.
Christina Schell bemærkede nemlig, at hendes mandlige kolleger ikke havde de samme strikse regler omkring påklædningen, som hun og de andre kvinder på jobbet fik udstukket.
Mærkede på skulderen
Nu har den unge eks-tjeners klage og opråb fået andre kvinder til at reagere, og flere fortæller til CBC, at også de har oplevet at få ordrer om at gå med bh, når de er på arbejde.
- Det er unødvendigt, lyder det fra den 19-årige McDonald’s-medarbejder Kate Gosek, som fortæller, at flere af hendes arbejdes managere for nylig har været efter hende på grund af den manglende beklædningsgenstand. En af dem mærkede endda efter på hendes skulder for at undersøge, om hun havde bh på.
- Hun sagde bare til mig, at jeg burde tage en bh på, fordi McDonald’s er en høflig restaurant, og ingen behøver at se det der, fortæller Kate Gosek.
Christina Schell afventer nu udfaldet på sin klage om brud på menneskerettighederne.