Cirkelines far kæmper for udvist dreng

Jannik Hastrup, som står bag tegneserien Cirkeline, mener at Tefik Dulajs skal have lov til at blive i Danmark. Han har tidligere lavet en tegneserie om Tefik

Da Tefik var 10 år gammel, var han inspiration til en kort tegnefilm, som handler om, hvordan børn oplever at komme til Danmark. Animationsfilmen er lavet af Jannik Hastrup, som også står bag tegneseriefiguren Cirkeline. Han mener, at man er for smålige i Danmark, når man ikke vil lade Tefik og hans familie blive.

- Det er min principielle holdning til flygtninge, at de er velkomne i Danmark, siger han til Ekstra Bladet.

Han lægger vægt på, at Tefik og hans familie har været i Danmark i flere år, derfor vil det være svært for Tefik at skulle tilbage til Kosovo.

- Det vigtigste er, at det er en dreng, der er kommet hertil og har lært perfekt dansk.

- Ifølge FN's børnekonvention, skal man tage hensyn til børnenes tarv, siger Jannik Hastrup.

Han mener, at man er for smålige i Danmark, når man ikke kan få lov til at blive, når man kommer som flygtning.

- Hvorfor er det, at vi ikke kan rumme denne familie? Fordi de ikke er akademikere, siger han.

(Foto: Jakob Jørgensen)
(Foto: Jakob Jørgensen)
 

Tegneserie med Tefik

Da Tefik var 10 år gammel, lavede Jannik Hastrup en tegnefilm om Tefik og hans oplevelser fra det asylcenter, hvor de boede. Her fortæller han blandt andet, hvordan han blev kidnappet som barn og hvordan han og hans familie blev chikaneret af albanere.

- Jeg har lavet en tegnefilm, der er baseret på hans oplevelser fra asylcenteret, som en del af en serie.

- De har jo ikke noget at komme hjem til, siger Jannik Hastrup.

– Synes du ikke, at der er okay, at man sender familien tilbage, når de har fået afslag på afslag og der ikke er en trussel i hjemlandet?

– Det ved jeg ikke. Jeg kender selvfølgelig ikke deres oprindelige formål med at komme til landet. Jeg mødte Tefik, da han havde været her i et år. Den historie han fortæller, går jeg ud fra er rigtig. Men det er selvfølgelig sket for mange år siden.

– Er familien Dulaj er selv skyld i, at sagsbehandlingen har været i gang så lang tid, at Tefik har fået et tilhørsforhold til Danmark?

– Det ved jeg sørme ikke. Jeg tror jo, at de har søgt opholdstilladelse, fordi de ikke havde andre muligheder. Der er jo en grund til at man flygter, man pakker jo ikke sammen og rejser til et fjernt land, hvor man ikke kender sproget, hvis man ikke har en god grund.

Jannik Hastrup håber, at familien får lov til at blive. Se filmen herunder:

(Video: Dansk Tegnefilm)
(Video: Dansk Tegnefilm)

Sagen kort:

Tefik Dulaj kom til Danmark med sin familie, da han var 11 år.

Dengang fik familien Dulaj afslag på at opholde sig i Danmark. De fik til gengæld humanitært ophold. Familien Dulaj fik i 2014 afslag på, at få det humanitære ophold forlænget. De har efterfølgende søgt om 'opholdstilladelse af andre årsager', men fik afslag fra udlændingestyrelsen. Det har de klaget over til udlændingenævnet, men fik i fredags endeligt afslag. Familien skal rejse til deres hjemland Kosovo torsdag, da situationen i Kosovo ikke længere er truende for familien.

Tefik Dulajs familie har forsøgt at argumentere for, at de er nødt til at blive i Danmark, da Tefik Dulajs mor er psykisk syg og har brug for medicin. Det argument mener udlændingenævnet ikke, at man kan bruge, da man kan importere medicinen i Kosovo.

De har ligeledes forsøgt at holde fast i at man skal tage hensyn til Tefiks tarv, da han har boet i Danmark over en længere årrække. Men her henviser udlændingenævnet til, at man her skal have været her i seks til syv år i sammenhæng.

Ekstra Bladet har taget kontakt til Udlændingenævnet for at høre deres version, de kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer i generelle vendinger, at man i ansøgninger om 'opholdstilladelse af andre årsager', vurderer, om der er forhold i hjemlandet der gør, at man ikke kan rejse hjem.

60 kommentarer
Vis kommentarer