Claus Hjort om hustruen: - Hun ved ikke selv, hvor syg hun er

Den sidste dag sammen i deres fælles hjem endte i chok. 15. juli, to uger efter deres 50 års bryllupsdag, hvor hans hustru Christina havde været meget længe på badeværelset. Hvor han undrede sig og tog i døren. Den var låst. Han kaldte igen og igen. Der var helt stille derinde. - Jeg gik udenfor og fandt en bænk, hvor jeg kunne stå og se ind gennem det lille vindue. Og der lå hun, livløs på gulvet. - Vores søn kom hurtigt og kunne kravle ind gennem vinduet og låse op, mens ambulancen ankom. De fik liv i hende og kørt hende på hospitalet. Hun var ved bevidsthed, men hun fik flere epileptiske anfald. ALT var bare så frygteligt, fortæller den tidligere Venstre-folketingsmedlem og minister Claus Hjort Frederiksen. Efter den dag blev Christinas tilstand så brat forværret, at hun måtte på plejehjem. - Hun ved ikke selv, hvor syg, hun er. Det er kun mig og hendes nærmeste, der ved, at det fremover kun vil gå ned ad bakke. Jeg har aldrig sagt det til hende, selvom det giver mig en følelse af en slags skyld og dårlig samvittighed. For Christina og jeg plejede at dele alt, og nu ved jeg noget så afgørende om hende, som hun ikke selv ved. - Det er en frygtelig viden at have. Men jeg må vænne mig til det, siger han. Han kommer langsomt gående op fra stranden til det gamle fiskerhus i Humlebæk, hvor de to har boet i et halv århundrede, og hvor de sammen har gået den seks kilometer lange tur her langs kysten i Nordsjælland hver eftermiddag. Han går stadig turen hver eneste dag. Nu alene med hundene. Det var især på de ture, de fik talt om politik, livet, arbejde, familie – og alt det, de drømte om at se og opleve sammen, når de begge var blevet pensionister. Hvor de delte alt med hinanden. Indtil den dag i juli, hvor han måtte erkende, at han ikke længere kunne passe hende hjemme. – Det er det samvær, fortroligheden og de drømme, der er noget af alt det, der forsvinder, når man får at vide, at ens hustru har Alzheimers, siger han. Skylder hende alt Nu kører han hver dag op til sin hustru på det lokale plejehjem. Nogle gange kører de en tur sammen i bilen. Når mørket falder på, og hun skal spise aftensmad, kører han hjem igen. I begyndelsen ville hun gerne med hjem. Nu har hun glemt det. Hun genkender stadig ham og deres to sønner, når de kommer på besøg. Det tror han, men han ved det ikke. Han ved heller ikke, om hun tænker på ham, når han ikke er der – eller om hun vil savne ham, hvis han ikke kommer. Alligevel besøger han hende, og det vil han blive ved med. – Det er en pligt. Efter alt det, hun har givet mig, skylder jeg hende ALT, siger han og går ind i det snævre køkken og tænder kaffemaskinen, der snart hoster hæst i den anderledes stilhed, der siden sommer har lagt sig i det lille hus. De to hunde betyder alt for ham. De får ham ud af huset, og de gengælder synligt hans omsorg, kontakt og kærlighed. Han sætter sig med kaffen i stuen med udsigt til det novembermørke Øresund gennem de småsprossede vinduer. Hundene lægger sig tæt sammen i kurven. Den står under et kæmpe træ, der hver vinter bliver taget ind og sat i en kæmpe urtepotte på gulvet i den lille stue, hvor det tager en stor del af lyset. Men det skal være der. År efter år. For det sprudlende, grønne træ blev skabt her en aften for 44 år siden, hvor familien sad her og spiste grapefrugt - og hvor Claus tog en kerne og stoppede ned i en urtepotte – og så voksede den og blev ved og ved. Hvert år må det skæres lidt i toppen for at kunne være herinde, men det skal være her, siger han. – Vi har passet godt på det lige siden. Det er blevet et symbol; på vores familie, på livet. Han har ellers sagt farvel til meget af det den sidste tid. Farvel Også endeligt farvel til sin livslange karriere som politiker. – Det er vemodigt, men naturligt, at min karriere stopper. Jeg er 75 år, og jeg har en meget syg kone. Der er andet og andre, der kommer forud for mig selv, og som jeg nu vil bruge mit liv på at tage mig af, og ja ... – Oveni er der desværre også sket det, at min 44-årige søn, Christoffer, også pludselig er blevet alvorligt syg. Han blev meget dårlig forleden mandag og gik til lægen søndag, hvor hans puls blev målt til 220, og han blev indlagt på Hillerød Sygehus. De har nu konstateret, at begge hans nyrer er sat ud. Det er hans eget immunsystem, der af uvis grund selv har angrebet nyrerne. Kirurgerne har forsøgt at redde noget af nyrernes funktion. Det er ikke lykkedes, så nu er han i dialyse og skal vente på en nyretransplantation ... og min kones tilstand bliver hurtigt forværret. – Så ja, der er nok at se til. Nu ved jeg da, at det er rigtig nok, at én ulykke kommer sjældent alene. – Jeg indrømmer, at alt det her er hårdt – men jeg klarer det. – Hvad holder dig oppe? – At der sådan set ikke er noget alternativ ... – Og pligten over for min kone. Vi havde guldbryllup 1. juni. Hun har støttet mig hele livet, så skal jeg også støtte hende. – Pligt, er det kærlighed? – Ja. Hvis vi ikke havde elsket hinanden og holdt sammen gennem livet, var det muligvis en anden situation, men altså ... nu har vi holdt ud, så skylder jeg hende det. For jeg har jo haft et arbejde, hvor jeg har været meget væk, har rejst meget, og hun har styret huset, børnene – hun har været med til møder og styret sit liv efter mig. – Hun var gymnasielærer i matematik i 40 år på Øregaard Gymnasium og havde selv travlt, men hun lod mig komme forud. Det skylder jeg helt klart at gøre for hende nu. – Hvad er kærlighed for dig? – En følelse af fællesskab. En opofrelse, hvor man bærer mere over og giver mere af sig selv, end man får. En følelse af hengivenhed for hinanden. Jeg har været meget privilegeret, hvor min kone har levet meget med i politik. Vi har fået børn sammen og dermed et fælles ansvar. Hun er nærmeste en fysisk del af mig. – Selvom hun og hendes kærlighed vil visne bort, har jeg stadig følelsen. Men det er klart, det er noget andet nu, hvor hun er syg og ikke kan give gensidigt tilbage. Nu kræver det en kærlighed, der er så stærk, at den ikke behøver at få noget igen. Claus Hjorts eftermæle Sygdommen kom snigende Claus Hjort Frederiksen tænker ofte, at han nok burde have opdaget noget før, at hans hustru var begyndt at udvise symptomer på begyndende Alzheimers. – Ikke at jeg ved, om jeg kunne have gjort noget, der havde forhindret det. Men der findes jo medicin, der kan bremse det lidt. – I dag kan jeg godt se, at der faktisk var små ting i hverdagen, der kunne have advaret om, at der var noget galt med Christina. Når vi for eksempel var på rejser, kunne hun efterhånden ikke finde ud af, hvor hun var, og på hotellerne fik hun stadig sværere ved at finde det værelse, vi boede på og den slags. Det er mange år siden nu. Og jeg ved ikke, om jeg har fortrængt en masse andre signaler og kunne have opdaget det noget før. – Også fordi hendes mor blev voldsomt dement. Det varede også et stykke tid, før vi opdagede det. Det var først den dag, vi kom på besøg hos hende i Malmø, og der lå 100 roulader på køkkenbordet og i skabene, fordi hun var begyndt tre gange om dagen at gå ned og købe en af de billige roulader i supermarkedet. Så vidste vi, at nu var den gal. – Først for et par år siden begyndte jeg at erkende, at der var et problem med Christina. Hun havde ikke selv erkendt det, og det har hun aldrig gjort. Og hun ville heller ikke længere erkende, at hendes mor havde været dement. Jeg fik alligevel arrangeret et besøg af en demenskonsulent herhjemme, og de kunne efter en samtale med hende konkludere, at hun havde Alzheimers. – Hvordan føles det, når du ved, at den, du elsker, nærmest dør langsomt indefra? – Jeg kan godt have en mistanke om, at jeg har en let form for depression – ikke sådan, at jeg ikke kan foretage mig noget, men at det er hårdt at vide, at det her er en hel anden livssituation, og at hun ikke vil være her for evigt. – På en måde har jeg langsomt kunnet vænne mig til det her. At det skulle stoppe en dag. Allerede for et år siden meddelte jeg derfor, at jeg ikke genopstillede til valget. For jeg har jo gået og set, hvordan det er gået med Christina – og indset, at hun nok ville ende på et plejehjem, og at jeg skulle tage mig af hende. – Indtil nu har du selv passet din hustru selv også med hygiejne og alt det intime. Hvordan er det at skulle hjælpe sin elskede på den måde? – Det har været grænseoverskridende både for hende og for mig ... men det har jeg fået gjort. Og jeg har købt et toilet, der skyller selv. Men det er da ikke rart. – Sker der noget med ens kærlighed, når man skal pleje det menneske, man elsker – et menneske, som også ændrer personlighed? – Det bliver til en lidt anderledes kærlighed. Og det er meget, meget svært at vænne sig til, at det kun går én vej – at man ikke får svar, at hun ikke forstår noget. Det kræver meget selvdisciplin ikke at blive irriteret. Det blev jeg meget i begyndelsen, men efterhånden bliver man bedre til at erkende, for man ved jo godt, hun ikke kan gøre for det. Derfor bliver man også lidt sur på sig selv over, at man ikke kan styre sin irritation og vrede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og bebrejdet mig selv meget, men det må man vænne sig til. – Taler du med nogen om det? – Nej ... men nu skal jeg i næste uge til et møde med andre pårørende, så må jeg jo høre, hvad de siger. – Hvorfor blev I to forelsket i hinanden? – Hun var 26 år, og jeg var 24 år, da vi kom til at sidde ved siden af hinanden i et fly til London. Vi aftalte, at når vi havde installeret os på hver vores hotel, skulle jeg hente hende, og vi skulle gå ud og spise sammen. Men jeg havde set forkert på mit hotels adresse og skulle i stedet bo meget langt væk fra byen. Efter en masse forviklinger, hvor alt gik galt for mig – og jeg endte med at komme over tre timer for sent, så sad hun stadig der og ventede på mig. Da blev jeg klar over, at der var noget hele særligt ... – Nu bor du her i huset alene. Hvad med din egen alderdom, og kan du blive boende? – Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg nogensinde skal herfra, skal jeg bæres ud. Men nu kan jeg jo se, hvordan det er gået med min kone. Så nu ved jeg kun, at alt kan ske. – Hvad skal du lave nu? – Jeg skal passe Christina. Og være der for min søn. Det fylder alt nu. – Når din hustru ikke er her længere, tror du så, det vil være muligt for dig at finde sammen med en anden kvinde? – Nej, det vil være et stort svigt. – Også efter hendes død? – Ja, også efter hendes død. For evigt. Blå bog Sigtelsen

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Udforsk Ekstra Bladet+

Læs mere

Seniorpension blev Gerds redning: - En katastrofe hvis den fjernes

Råber sine medborgere op: - Kom nu ind i kampen!

Slamsugeren Ib om skrottet seniorpension: - De pisser på mig

Det bedste fra Ekstra Bladet+

Derfor forsvandt Vickie Jo fra skærmen

Danske Louise underholder millioner

Køb eller sælg? Topøkonom afslører aktie-strategi

Nyt middel mod slidgigt

Mest læste lige nu

Ejendomsmæglere: Helt urimeligt

Blonde ambitioner på DR

58-årig kvinde død i drukneulykke

Nordkorea viser nye våben frem til jubilæumsoptog

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Populært i Ekstra Bladet+

Fedt, fup og fakta: Øg din forbrænding

Få mest ud af bil-budgettet

Sådan kommer du af med skinnebensbetændelse

Pludselig kunne Camilla ikke røre sig

Mere om krop og velvære med Ekstra Bladet+

Intet er forbudt: Trine smider to kilo ad gangen

Sådan masserer du kæresten som en prof

Sådan hjælper du dit barn med angst

Sådan slipper du af med din snorken

Mere om krim med Ekstra Bladet+

Fronterne trækkes skarpt op: Vild oprustning

Dansk dobbeltmorder vil have et nyt liv

Mor dræbt: 'Jeg har stukket hende'

Sigtet for drab: 'Vil banke dig hele dagen'

Mest læste fra den seneste uge

Tre personer dræbt i trafikulykke

Mistænker nabokrig: Sprøjtede stof ind gennem brevsprækken

Taler om utroskab: - Det var bunkepul

Sara Maria Franch-Mærkedahl stopper på TV 2

Bagholdet