Claus må ikke sælge DSB-billetter: Svines til når automaten går ned

Kiosken på Struer må ikke sælge DSB-billetter, selv om den lokale automat kører ustabil. Omsætningen er for lille, lyder det fra statsbanerne

Modsat 7-Eleven må Claus Pedersen (i midten) ikke sælge DSB-billetter i sin kiosk. Derimod får han skældud, når DSB-automaten ikke virker.
FOTO: JOHAN GADEGAARD // Ritzau Scanpix
Modsat 7-Eleven må Claus Pedersen (i midten) ikke sælge DSB-billetter i sin kiosk. Derimod får han skældud, når DSB-automaten ikke virker. FOTO: JOHAN GADEGAARD // Ritzau Scanpix

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Claus Pedersen har kiosken på stationen i Struer, men modsat 7-Eleven må han ikke sælge DSB-billetter på den vestjyske station.

Det skal stationens billetautomat klare, men virkeligheden er, fortæller kiosk-ejeren, at automaten ofte ikke virker, ligesom frustrerede DSB-kunder ofte forlader hans butik med en hale af skældsord efter sig:

- Der går ikke en dag, uden at der er en, som kommer ind og siger, at der noget galt med automaten. Men det eneste vi kan gøre er at give et nummer til DSB, så den kan fejlmeldes. Nogle gange gør vi det endda selv, siger han.

- Hver eneste dag får vi en sviner for et eller andet med DSB. Vi har ikke noget med togene at gøre, og alligevel bliver der sagt 'fuck dig', ligesom nogle slår låget af de kasser, som vi har på disken i butikken. Det er især træls, når det er nogle af de unge medarbejdere, der står i kiosken, siger han.

Han vil gerne hjælpe DSB:

- Jeg har spurgt DSB, om jeg kan sælge billetter, men det har de sagt nej til, fordi de lukker udsalgsstederne ned, siger han.

Artiklen fortsætter under boksen

DSB: Omkostningerne er større end indtjeningen.

- Hvorfor må kiosken i Struer ikke sælge DSB-billetter?

- Det er faktisk længe siden, at vi lukkede for billetsalget i Struer, og det gjorde vi fordi at omsætningen var for lille i forhold til, om det kunne betale sig at holde åbent, siger Aske Wieth-Knudsen, underdirektør, DSB.

- Men hvorfor er det, at kiosken ikke må sælge jeres billetter?

- Vi stiller udstyr til rådighed for disse kiosker, og de steder hvor der ikke er omsætning lukker vi, fordi omkostningerne er større end indtjeningen.

- 7-Eleven har 23 butikker, hvor du kan købe billetter. Hvorfor tillader I, at en udenlandsk kæde må sælge jeres produkter, mens en lokal kioskejer ikke må?

- Det gør vi ud fra deres omsætning og stationernes størrelse. Vi har også lukket 7-Eleven-butikker, der hvor omsætningen har været for lille. Der skal være en vis volumen.

- Men hvis man kigger på DSB som en offentlig servicevirksomhed frem for en virksomhed, der skal tjene penge. Hvordan synes du så, at det harmonerer, at folk skal have problemer med at købe billetter?

- Det giver god mening, at vi ikke bruger flere af skatteborgernes penge end nødvendigt for at drive DSB. Vi arbejder på at drive DSB så effektivt så muligt, så vi kan levere så meget som muligt tilbage til samfundet.

- Men I får jo færre og færre kunder. Kunne I ikke vinde noget tilbage, hvis I opprioritere servicen frem for bundlinjen?

- Det er rigtigt, at vi er i en hård konkurrencesituation. Derfor skal vi være virkelig skarpe på prisen. Og det er derfor, at vi har forhøjet udbuddet af billige billetter.

- Hvordan er jeres opfattelse af jeres automater?

- Generelt kører de stabilt, men jeg ved godt, at der har været en periode i Struer, hvor automaten var ustabil. Og det vil jeg gerne beklage. Vi har sat ekstra ind på service, så automaten kan levere tilfredsstillende. Hvis automaten ikke virker, vil jeg opfordre til, at man ringer til vores kundecenter, der så kan hjælpe.

I jeres kontrakt med staten står der: ’Det skal på alle stationer være muligt at købe adgang til at benytte toget, f.eks. via automatsalg eller personlig betjening efter DSB’s vurdering.’ Hvordan synes du, at det harmonerer med en automat, som ikke fungerer?

- Jamen, automaten fungerer, men det er rigtigt, at den ikke har fungeret godt nok, og det har vi nu sat ind overfor.

- Selvfølgelig lever vi op til kontrakten.

- Både på toilettet og i automaten skal der bruges mønter, og det er derfor kioskmanden, der bliver spurgt om at veksle. Hvad tænker du om, at det er en lokalkioskejer, som I ikke vil lade sælge jeres billetter, der skal servicere med mønter?

- Jeg er selvfølgelig glad for, at han hjælper vores kunder, hvis der er nogle af dem, som har et behov.

- Men hvordan har du det med, at en lille kioskejer skal servicere en stor virksomhed som DSB, fordi I ikke selv vil?

- Som jeg sagde før, hjælper vi også vores kunder. Vi stiller billetautomater og elektroniske løsninger til rådighed for vores kunder.

Koster penge at veksle
Automaten modtager kreditkort og mønter, og hvis kunderne kun står med en seddel, forsøger de at få vekslet i Claus Pedersens kiosk.

- Hvis vi skal veksle penge til automaten, koster det mig penge. Eksempelvis skal jeg betale en større forsikringspræmie, hvis der skal være flere penge i kasseapparatetet. Jeg hjælper, hvis jeg kan, men jeg får hurtigt tømt kasseapparatet, hvis jeg skal veksle penge for mange mennesker, siger han.

Samtidig har DSB også indført, at det koster to kroner at bruge stationens toiletter. Også her er det Claus Pedersen eller en af hans ansatte, der skal høre på frustrationerne:

- Det koster to kroner at komme ind på toiletterne, og der kan folk også komme ind og bede om at få vekslet, eller de beder os om at gøre toilettet rent, selv om det er et DSB-toilet.

Træls
Han fortæller, at han også på de sociale medier kan se, at det går ud over hans kiosk. Her får han dårlige anmeldelser, fordi han eksempelvis ikke har haft mulighed for at veksle penge:

- Det er træls at skulle hænge skilte op i butikken, fordi det giver sådan negativt signal. Jeg er servicefaget, og derfor er det frustrerende at skulle sige nej. Jeg vil gerne hjælpe folk, men jeg har også en forretning, som jeg skal tage hensyn til. Og det er lidt frustrerende, at jeg skal kompensere for at DSB's manglende service.

I november sidste år forsøgte han at gøre opmærksom på problemet gennem Dagbladet Holstebro-Struer, men intet har det hjulpet. Det er ellers meget enkelt, lyder det fra Claus Pedersen:

- DSB kan sørge for at forhandlersystemet kommer op at køre, og hvor forhandleren også bliver tilgodeset i det system.

- Det er nærliggende at spørge, om 7-Eleven har eneret på at sælge billetter for DSB. Det er da mærkværdigt, at det er en international kæde, som står for det, siger han.

På DSB's hjemmeside kan man se, at statsbanerne reklamere med, at der findes 7-Eleven-butikker på 23 stationer i Danmark.

IC4-togene er bare en af DSB's mange problemer. Arkivfoto: Claus Bonnerup Plus Skandaletog, rettidighed og kundetilfredshed: Farvel

48 kommentarer
Vis kommentarer