Computer stjålet med 20.000 borgeres personlige oplysninger

I weekenden mellem uge 48 og 49 fik Gladsaxe Kommune stjålet fire computere. På den ene computer lå der personlige oplysninger på omkring 20.000 borgere i kommunen

En medarbejder i Gladsaxe Kommune havde ved en fejl gemt et regneark fyldt med personlige oplysninger om borgerne på en computer.

Den computer blev sammen med tre andre computere stjålet i weekenden mellem uge 48 og 49.

Derfor er tyveknægtene nu i besiddelse af et regneark med personlige oplysninger på omkring 20.000 borgere i Gladsaxe Kommune.

Oplysningerne omhandler ting som personnummer, alder, køn, adresse og familiære forhold. I nogle tilfælde også kommunale ydelser, oplysninger om botilbud for eksempelvis fysisk handicappede samt medlemskab af folkekirken.

I en pressemeddelelse forklarer Gladsaxe Kommune, at det er en personlig fejl, og at det ikke hører til normal procedure, at man gemmer borgernes oplysninger lokalt på computeren.

Gladsaxe Kommune beskriver forløbet sådan i pressemeddelelsen:

'Ved endt arbejdstid havde en medarbejder ved en fejl gemt filen lokalt på sin computer. Det er en overtrædelse af datasikkerhedsreglerne og Gladsaxe Kommunes interne retningslinjer for håndtering af fortrolige oplysninger, fordi det derved vil være muligt for en hacker, eller i dette tilfælde en tyv, ulovligt at skaffe sig adgang til kommunens oplysninger.'

'Gladsaxe har derfor meldt tyveriet til Politiet og hændelsen til Datatilsynet. Derudover er der afsendt et brev til samtlige berørte borgeres e-boks med en orientering om, hvad der er sket og hvad de skal være opmærksomme på. Borgere, der ikke er på e-boks, modtager et brev med posten.'

Lille sikkerhedsrisiko
Kommunen har efterfølgende kontaktet en IT- og Cybersikkerhedsekspert for at få vurderet risikoen for misbrug af den data, som ligger på computeren.

De har derved fundet frem til, at risikoen for misbrug af dataen er meget lille, og at det hele højst sandsynligt er blevet slettet med henblik på videresalg af computeren.

- Der er tale om et uheldigt sammentræf af et tyveri og en fejl begået af en enkelt medarbejder. Og jeg er rigtig ærgerlig over, at det her kunne ske. Det er vanskeligt at gardere sig helt mod tyveri og menneskelige fejl. Men vi har de seneste måneder gjort en massiv indsats for at oplyse vores ledere og medarbejdere om, hvordan de håndterer fortrolige oplysninger på en sikker måde ifølge de nye datasikkerhedsregler. Og så sker det her alligevel. Det er ikke godt nok.

- Nu vil vi se på, hvordan vi kan gøre endnu mere for at sikre vores fortrolige oplysninger og vores rådhus. Og så håber vi, at der er tale om et brugstyveri, hvor harddisken er blevet slettet umiddelbart efter tyveriet med henblik på videresalg af computeren. Når vi ser på omstændighederne omkring tyveriet, er det efter alt at dømme det mest sandsynlige, siger Gladsaxes kommunaldirektør Bo Rasmussen i pressemeddelelsen.

75 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere