Alle Irma-, Superbrugsen-, Fakta- og Kvickly-butikker i landet drejer nøglen om omkring 1. april.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Coop, der står bag kæden.
Tiltaget er et led i en ny strategi, hvor kæden barberer deres otte kæder ned til blot tre. I alt bliver 600 stillinger nedlagt i koncernen.
Det betyder at der fremover kun vil være tre kæder under Coop-fanen - nemlig Coop/Coop.dk, 365discount og Brugsen.
Dermed får også Kvickly, Superbrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma nye navne eller lukker helt omkring 1. april i år, mens 2000 medarbejdere fra Irma-kæden 'i videst muligt omfang' vil blive tilbudt job i andre dele af Coop.
- Medarbejderne i Irma hører til blandt de bedste og mest erfarne i dansk dagligvarehandel. Vi vil naturligvis gerne beholde så mange af dem som muligt i Coop familien, siger Coop-direktør Kræn Østergård Nielsen.
Af de nuværende 65 Irma-butikker får omkring ni af dem Coop-navnet, 28 bliver til 365discount, de mindste 11 bliver til Brugsen og i alt 17 drejer nøglen permanent.
Samtidig lyder det, at butikkerne vil slå dørene op under nyt navn efter sommerferien i år. Beslutningen falder blandt andet oven på en 'ekstrem ændring' i kundernes indkøb det seneste år, hvor langt flere kunder sigter efter discount.
- Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer. Samtidig er vi ramt af prisforhøjelser fra leverandører, som vi langtfra har fået hjem i vores priser til kunderne.
- Sammen med eksplosive stigninger i energiomkostningerne, har det medført et meget stor fald i indtjeningen, og vi forventer det dårligste resultat i Coops historie, et underskud på et stort, trecifret millionbeløb, siger Kræn Østergård Nielsen.