I alt fire passagerer, der har rejst med Color Line fra Hirtshals til Kristiansand, er konstateret smittet med coronavirus.
Det oplyser det norske Folkehelseinstituttet i en meddelelse til pressen.
Helt konkret drejer det sig om en passager, der var med færgen klokken 12.15 og landede i Norge samme dag, samt tre passagerer, der tog færgen natten mellem 29. juli og 30. juli med afrejse kl. 20.45.
- Risikoen for, at andre passagerer kan være smittet på de to sejladser, er lille, men vi beder alle være opmærksomme på deres sundhedstilstand og tage kontakt til os, hvis de føler sig syge, siger forsker hos Folkehelseinstituttet Petter Elstrøm.
Samtidig oplyser han, at de smittede passagerer sandsynligvis ikke er blevet smittet på selve skibet.
Alligevel vil alle, der har været i kontakt med de smittede om bord på færgen, blive kontaktet via sms.