Har du problemer med dit arbejde eller sågar mistet dit job grundet coronakrisen, så skriv til 1224@eb.dk eller direkte til journalisten bag historien.
Selvom det ikke er mere end en lille uge siden, at Mette Frederiksen på et nu historisk pressemøde lukkede Danmark ned grundet coronavirussen, har rigtig mange danskere allerede nu mistet deres job.
En af dem er 23-årige Michelle Balchunaite, der for et par måneder siden blev ansat som nyuddannet receptionist på Hotel Scandic i Frederikshavn.
Hun var på arbejde om aftenen, da Mette Frederiksen afholdte sit pressemøde. Her gik det med Michelle Balchunaites egne ord 'helt amok'.
- Lidt over kl. 21 kunne jeg virkelig mærke, at folk begyndte at ringe ind med spørgsmål til deres bookinger. Der begyndte kunderne at afbestille i stor stil, siger hun.
Ægtepar mister alle kunder på én enkelt dag
Nervøs
Dagen efter og inden hun igen skulle afsted på aftenvagt, var hun derfor blevet nervøs for sit job.
- Jeg tænkte, at der ville komme til at ske noget. Jeg stod jo i det og kunne mærke, at bookingerne bare forsvandt fra os. Det kommer jo nok til at have nogle konsekvenser, tænkte jeg.
Og ganske rigtigt. Få timer senere var hun fyret.
- Jeg tager på arbejde og er der i halvanden time, hvorefter jeg bliver kaldt ind til min leder, der står med en fyreseddel i hånden.
Lederen fortalte, at hun var ked af situationen, men at de var nødt til at gøre det.
- Jeg var den sidste, som var blevet ansat i receptionen, så skulle der være nogen, der røg først, så skulle det jo være mig, siger hun.
Ifølge Michelle Balchunaite er otte-ni personer blevet fyret på hotellet.
Torben har mistet 90 procent af sine kunder over natten
Ked af det
Hun er ikke bleg for at erkende, at fyringen ramte hende hårdt.
- Jeg blev meget ked af det, og jeg skulle også lige væk fra receptionen og situationen og have noget frisk luft, så jeg kunne samle mig lidt. Så skulle jeg tilbage på arbejde, for jeg havde stadig syv timer tilbage af vagten.
Hun har 14 dages opsigelse, og da Ekstra Bladet taler med hende, er hun på vej på arbejde. Sammen med de andre fyrede udgør hun en stor del af det tilbageværende personale på hotellet.
Hun ved godt, at det ikke bliver nemt at få job lige foreløbig.
Coronapanik: Her er de hårdest ramte brancher
Dagpenge
- Medmindre jeg finder noget andet, så skal jeg jo på dagpenge. Og med al sandsynlighed finder jeg jo intet inden for denne branche. Det bliver stort set umuligt. Så jeg må kigge andre steder og ellers bare blive ved med at søge.
Sammen med sin mand, der er mekaniker, bor hun i et hus. Heldigvis er han ikke blevet så hårdt ramt af coronakrisen endnu.
- Vi kommer sagtens til at kunne leve, men det bliver selvfølgelig for et væsentligt mindre beløb, da min dagpengesats er som nyuddannet og derfor vil ligge på omkring 12.000 kroner.
Hun håber, at hun på et tidspunkt kan komme tilbage sin arbejdsplads.
- Der er jo ikke nogen, der ved, hvornår det her slutter. Og det er især uvisheden, som er så svær.
Opdateret med svar fra finansminister Nicolai Wammen:
Læs flere andre historier om danskere, som har mistet deres job grundet coronavirussen herunder: