Corona har smadret Rikkes levebrød

Lukning af frisørsaloner skærer hel branche ned under smertegrænsen over hele landet

Rikke Nielsen må lukke, efter Mette Frederiksen i går udstedte frisørforbud. Video: Anthon Unger.

På tærsklen til en nyt liv som selvstændig rev regeringens frisørforbud brutalt levebrødet ud af hænderne på frisør Rikke Nielsen fra Aalborg.

Som 24-årig har Rikke vundet adskillige medaljer i sit fag ved såvel europa- som verdensmesterskaber. Hun er fortsat i den globale top 10 inden for sin branche.

På mandag skulle hun have haft sin første arbejdsdag som sin egen herre. Men det bliver foreløbig ikke til noget.

Som hundreder af kolleger landet over må hun parkere ambitionerne for en tid, fordi regeringsforbudet specifikt er rettet mod forretninger som frisører og tatovører, der udfører deres arbejde meget tæt på kunden.

- Jeg håber, den her krise snart går over, for hvad skal alle vi, der ikke må arbejde, nu leve af, siger frisør Rikke Nielsen. Foto: René Schütze.
- Jeg håber, den her krise snart går over, for hvad skal alle vi, der ikke må arbejde, nu leve af, siger frisør Rikke Nielsen. Foto: René Schütze.
 

Nødt til at lægge saksen

Alle landets frisører er tvunget til at lægge saksen fra sig den kommende tid.

- Puha, det var ikke lige, hvad jeg havde set frem til. Jeg glædede mig sådan til at begynde som selvstændig på mandag efter at have sagt mit job op.

- Nu er jeg virkelig på den, for jeg kan hverken få dagpenge eller anden hjælp.

- Jeg håber, den her krise går over snart, for hvad skal alle vi, der ikke må arbejde, nu leve af, siger den nordjyske frisør.

Træk på kassekredit

- De første måneder havde jeg set frem til at omsætte for 40-50.000 kroner pr. måned. Nu er jeg nødt til at trække på min nye kassekredit, men den var jo lissom ikke tænkt som husholdningspenge, siger Rikke.

- På den anden side er jeg også virkelig glad for at være med til at begrænse coronasmitten.

- Så vidt jeg ved, har alle mine kunder været raske. Der er i hvert fald ingen, der har ringet og sagt det modsatte, siger frisør Rikke Nielsen.

Højtryksrenser facaden

I udkanten af Aarhus løber Ekstra Bladets reportere på frisør Dino Moamar El Diraoui, som med en højtryksrenser rengør facaden på New Style Salon på Silkeborgvej,

Klokken ti om formiddagen, hvor forbudet træder i kraft, kommer der folk forbi, som godt lige vil klippes før deadline.

Men niks, butikken er lukket.

- Nu, hvor der alligevel ikke er kunder, får salonen den helt store omgang både ude og inde. Hygiejne er vigtigt i vores fag, siger Aarhus-frisøren.

Ærgerligt med nødvendigt

- Hvad synes du om forbudet?

- At det er ærgerligt, men hundrede procent nødvendigt. Vi skal alle overholde reglerne og ikke løbe nogen risiko.

- Jeg har det fint med, at statsministeren har sat foden ned, siger Dino Moamar El Diraoui.

- Hvad med økonomien?

- Vi kommer selvfølgelig til at miste omsætning og tabe penge. Jeg håber, vi kan få lidt tilskud, så vi kan klare huslejen her til den første, siger Dino Moamar El Diraoui.

 

 

1 af 2 - Det er helt fint, at statsministeren har sat foden ned, siger salonejer og frisør Dino Moamar El Diraoui. Foto: Ernst van Norde
2 af 2 - Jeg håber, den her krise snart går over, for hvad skal alle vi, der ikke må arbejde, nu leve af, siger frisør Rikke Nielsen. Foto: René Schütze.
246 kommentarer
Vis kommentarer