Corona lukker Costa del Sol: Brian bringer dansk mad ud

Sild og snaps som take away: Dansk købmand har travlt, men er også dybt bekymret for både sit fødeland og nye hjemland

Brian Hald viser rundt i sin forretning, hvor man gør alt for at holde coronavirussen væk. Video: Vikingos Minimarket

Døren går op til Vikingos Minimarket i Fuengirola på Costa del Sol, og danske Maria byder velkommen:

- Må jeg have lov at spritte dig lidt af, spørger hun høfligt kunden. På dansk. For han er dansker og svarer veloplagt.

- Du må gerne overspritte mig – bare det er på hænderne.

Ekstra Bladet er med på en lytter gennem telefonen. På omkring 3000 kilometers behørig afstand af den sydspanske by, hvor tusindvis af danskere bor.

Politi overalt
På hele solkysten er registreret 10-15.000 fastboende danskere, som kun er en brøkdel af landets 46 millioner indbyggere, der siden 14. marts har været underlagt krisetilstand. Med et udgangsforbud, hvor kun få formål tillader, at man bevæger sig ud af sit hjem, er alvoren for borgerne her til få øje på.

Og skulle man være i tvivl om, kan man bare kigge ud på horden af forskellige politimyndigheder, som holder orden i gaderne.

- Der er politi og kontrol overalt. Du må kun være dig selv i bilen og ikke have andre med. Undtaget er Uber og taxier, som må have én passager. For to dage siden blev jeg stoppet, fordi jeg havde min søn med i bilen. Vi arbejder og bor samme sted, fortæller 51-årige Brian Hald, som er indehaver af den danske købmand Vikingos Minimarket, til Ekstra Bladet.

Han og hans voksne søn på 27, Nicolai Hald, kunne dog ligeså godt pakke forklaringerne væk:

- Enten kunne den ene af os forlade bilen omgående, eller også kunne vi få en bøde eller blive arresteret. Bøder hernede lyder på mellem 300 og 6000 euro, siger Brian Hald, der understreger, at han tager situationen meget alvorligt.

Kun Italien og Kina har registeret flere coronadødsfald end Spanien.

Samfund - 23. mar. 2020 - kl. 13:51 Kaos i Madrid: Patienter ligger på gangen

Appetitten fejler ikke noget
Alligevel har tanken om at vende hjem til Danmark ikke strejfet far og søn, som stammer fra Aalborg og har boet på Costa del Sol i 12 år. I stedet holder de åbent under forsvarlige forhold.

- Vi lukker maks. otte personer ind ad gangen. Der skal handsker på, sprittes lidt og holdes afstand, og dem, der sidder alene - for eksempel i karantæne - kører vi ud til. Man kan både bestille på nettet og ringe, siger Brian Hald, hvis kundeklientel primært tæller danskere, nordmænd og svenskere.

- Der kommer få spaniere, som godt kan lide dansk rugbrød og hotdogs med røde pølser.

Artiklen fortsætter under billedet...

Brian Hald og hans personale tager ingen chancer, når de lukker kunder ind i Vikingos Minimarket. Fra venstre: Fra venstre: Maria Jakobsen, Brian Hald, Nicolai Hald og Christina Hjort Sørensen. Foto: Privat
Brian Hald og hans personale tager ingen chancer, når de lukker kunder ind i Vikingos Minimarket. Fra venstre: Fra venstre: Maria Jakobsen, Brian Hald, Nicolai Hald og Christina Hjort Sørensen. Foto: Privat
 

I disse dage er der godt gang i salget af færdigretter, som tilberedes af en dansk kok, ansat af Brian Hald. Dagens ret er svensk pølseret, og i morgen står den på karbonader, som nogen vil kende under navnet krebinetter, med stuvede grønærter.

- Appetitten fejler ikke noget, men jeg kan da godt mærke på folk, at de er trætte af at skulle sidde inde, siger Brian Hald, der dog meddeler, at vejret for én gangs skyld ikke er noget at råbe hurra ad.

- Det storpisser ned. Det har virkelig været dårligt vejr den seneste uge. Det er vi slet ikke vant til, men det gør det måske nemmere at blive hjemme og bestille varer.

Der er heller ikke andre muligheder, for der er adgang forbudt på stranden, i parker og lignende.

Take away snaps og sild
Den spanske regerings 15 dages nedlukning af landet forventes at blive forlænget med yderligere 15 dage - altså til efter påske, ligesom tilfældet er i Danmark.

Dermed bliver Semana Santa, som den hellige (påske)uge hedder på spansk, langtfra som den plejer. Ingen processioner med hætte- og kutteklædte mennesker, der bærer religiøse figurer gennem gaderne, og højtideligholdelse af årets vigtigste kirkelige begivenhed for katolikker.

Og for det danske mindretal heller ingen store snapsegilder med sild og påskebryg.

- Vi er ved at lave et påskekatalog, så folk kan få bragt påskeplatter hjem og nyde en lille smule kold øl og snaps, siger Brian Hald, som glæder sig over, at leveringskæden af fødevarer heldigvis glider gennem Europa, så også hans specialforretning kan fylde hylderne op med skandinaviske varer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Coronakrisen tillader ikke Brian Hald eller andre i Spanien at nyde en kop kaffe i det normalt behagelige vejr på Costa del Sol. Foto: Privat
Coronakrisen tillader ikke Brian Hald eller andre i Spanien at nyde en kop kaffe i det normalt behagelige vejr på Costa del Sol. Foto: Privat
 

Brian Hald følger også med i, hvordan coronakrisen hærger rundt om Spanien.

- Jeg er i kontakt med min mor på 75 i Aalborg hver dag. Hun tager det meget alvorligt, blandt andet fordi jeg har påduttet hende det, siger købmanden, som er skeptisk overfor de danske coronarestriktioner.

- I nat er 300 eller 400 døde her. I Italien er det væsentligt værre. Vi kan kigge til Kina, hvor det værste ser ud til at være overstået, men det har vi stadig til gode i Spanien, og i Danmark er man først for nylig begyndt at sætte ind.

En knippel lige i snotten
Brian Hald har også fulgt visse danskeres manglende efterlevelse af myndighedernes anbefalinger og påbud.

- Jeg forstår ikke, at folk kan forsvare at tage på golfbanerne. Har I ikke børn, børnebørn, forældre og bedsteforældre?, spørger danskeren.

- Nu er både Italien og Spanien forholdsvis unge demokratier - det er ikke mange år siden, der var en Franco, der hvor du bor - spiller det ind på folks velvilje i forhold til at rette ind efter myndighederne?

- Det sidder helt klart dybt i de ældre, at man gør, hvad politiet siger. Men her har politiet altså også en magt, man ikke kender i Danmark. Hvis man siger til en politibetjent, at din mor er en luder, så får man en knippel lige i snotten lige med det samme.

- Kunne de danskere, der holder coronafester og leger sommerferie, lære noget af det?

- Hele setuppet er anderledes, og i Danmark går politiet mere varsomt til værks - nok også fordi, man ikke har prøvet det her før - og det er jo heller ikke normalt, at man skal skrue bissen på, fordi folk løber en tur, men jeg håber bare, at folk får øjnene op for, at det er for vores allesammens bedste, at vi gør noget nu, siger Brian Hald.

Han frygter, at coronavirussen allerede har udslettet turistsæsonen i Spanien i år.

- Folk hverken kan eller tør at tage af sted. Og bagefter venter en økonomisk krise, siger Brian Hald, som endnu ikke kender nogen danskere i Spanien, som ér smittet med corona - kun flere, der er i karantæne.

1 af 2 Coronakrisen tillader ikke Brian Hald eller andre i Spanien at nyde en kop kaffe i det normalt behagelige vejr på Costa del Sol. Foto: Privat
2 af 2 Brian Hald og hans personale tager ingen chancer, når de lukker kunder ind i Vikingos Minimarket. Fra venstre: Fra venstre: Maria Jakobsen, Brian Hald, Nicolai Hald og Christina Hjort Sørensen. Foto: Privat