Corona-måling: Befolkningen har stor tillid til regeringens håndtering

Lukning af skoler og forsamlingsforbud er blandt tiltag for at inddæmme spredning af coronavirus

Langs hele havnen i Aalborg er der opsat advarselsskilte om forsamlingsforbuddet og med opfordring til at holde afstand til hinanden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Langs hele havnen i Aalborg er der opsat advarselsskilte om forsamlingsforbuddet og med opfordring til at holde afstand til hinanden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

85,2 procent af befolkningen er enten enig eller helt enig i regeringens håndtering af coronakrisen.

4,0 procent af befolkningen er enten uenig eller helt uenig i regerings håndtering.

Det viser en måling fra Voxmeter.

Den er lavet fra 16. til 18. marts. Målingen baserer sig på telefoninterview med 1035 repræsentativt udvalgte personer.

Regeringen er kommet med et hav af tiltag for at inddæmme spredningen af coronavirus. Blandt andet er det ikke længere tilladt at samles mere end ti personer i offentligheden. Det gælder både indendørs og udendørs.

Skoler og uddannelsessteder holder desuden lukket i øjeblikket. Foreløbig til og med næste uge. Men der har allerede været signaler fra sundhedsmyndighederne om, at perioden skal forlænges.

Desuden har regeringen - sammen med Folketingets partier - præsenteret en række hjælpepakker til erhvervslivet, som lider på grund coronaudbruddet.

Eksempelvis skal shoppingcentre, restauranter, barer, natklubber, fitnesscentre, frisører, solcentre, tatovører, vandpibecaféer og andre butikker, hvor personer kommer i tæt kontakt, holde lukket frem til 30. marts.

I målingen er de adspurgte blevet stillet spørgsmålet 'I hvilken grad er du enig eller uenig i følgende: Jeg har tillid til regeringens håndtering af situationen?'.

Mens et stort flertal altså har tillid til regeringen, så svarer 9,4 procent 'hverken enig eller uenig', mens 1,3 procent svarer 'ved ikke'.

De seneste dage har der været megen diskussion og bøvl omkring forsamlingsforbuddet.

På grund af solskinsvejret har en del danskere, primært i storbyerne, bevæget sig udenfor. Og gerne steder, hvor der i forvejen er mange mennesker samlet. Eksempelvis ved søerne, der strækker sig fra Østerbro til Vesterbro, i hovedstaden.

I København, Odense, Aarhus og Aalborg blev det lørdag meldt ud, at der nu opsættes skilte. Disse indskærper reglerne om at holde afstand til hinanden og ikke samles mere end ti personer.

Politiet har desuden fastslået, at tilvænningsperioden for befolkningen nu er slut, og at der vanker bøder, hvis man ikke kan overholde reglerne.

Det kan koste en bøde på 1500 kroner, hvis man ikke overholder forsamlingsforbuddet.

86 kommentarer
Vis kommentarer