'Vores små kære skal ikke i krig mod en usynlig fjende,' lyder mantraet fra tusindvis af forældre, som er skeptiske over for statsminister Mette Frederiksens besked om, at elever i 0.-5 klasse skal tilbage på skolebænken efter påske.
De har tilsluttet sig Facebook-gruppen 'Mit barn skal ikke være forsøgskanin for covid-19', hvor mange skriver, at de ikke vil sende deres børn i skole.
Tusindvis af forældre: Vores børn skal ikke være corona-forsøgskaniner
- Men man kan søreme ikke bare uden videre vælge at holde sine børn hjemme - eksempelvis til efter sommerferien, fastslår Rasmus Edelberg, landsformand for Skole og Forældre, en organisation for forældre til børn i folkeskolen
- For folkeskolen er et forpligtende fællesskab, så nej; børnene kan ikke bare udeblive eller blive ind- og udmeldt, som var det et fitnesscenter.
Han forklarer, at det i Danmark er sådan, at alle har ret til at komme i folkeskolen.
- Men hvis man fraskriver sig den ret ved at melde barnet ud, kan man ikke bare melde barnet ind igen. Så må skolen sige 'nej tak; pladsen er gået til en anden elev,' forklarer han.
I Danmark er der ikke skolepligt, men undervisningspligt. Så børn skal deltage i folkeskolens grundskole alternativt undervises hjemme, hvilket kan være en særdeles krævende omgang for forældre og børn. Sidstnævnte kan i den grad savne skolekammerater.
Rasmus Edelberg anbefaler derfor bekymrede forældre at tænke sig meget grundigt om, inden de træffer så drastisk en beslutning om at melde børnene ud.
- Husk, at langtfra alle skoler bliver klar efter påske. Der kommer en række retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som skolerne skal efterleve, før får de ikke lov til at åbne.
- Herefter kan man trygt sende sine børn i skole, for de virksomme hygiejneråd og regler om at holde afstand vil blive efterlevet i skolerne, lover han.
Edelberg, siger, at han udmærket forstår, at nogle forældre er nervøse.
- Men det det gælder om at slå koldt vand i blodet og vente med at træffe en dramatisk beslutning om udmelding, til efter, skolerne har meldt sig klar. Vi forventer klart, at det bliver helt trygt at gå i skole.
Han forklarer, at skolerne har pligt til at levere undervisning og notere, hvis barnet er fraværende.
- Herefter skal skolen undersøge, hvorfor barnet er fraværende. Hvis der ikke er objektive grunde til fravær, eksempelvis sygdom eller kronisk sygdom, kan det få konsekvenser.
- Hvilke konsekvenser får det?
- Det er lidt den samme diskussion, som når forældre tager børnene ud og på skiferier eller sommerferier uden for skoleferierne.
- Men bliver barnet smidt ud af skolen?
- Det tør jeg ikke sige. Spørg Skolelederforeningen.
Så Ekstra Bladet ringer til Skolelederforeningens næstformand, Dorte Andreas.
- Eleverne har pligt til at møde op, medmindre de er syge eller kronisk syge, og skolerne vil tage kontakt til forældrene, hvis børnene ikke kommer i skole, forklarer hun.
- Og vi har ikke pligt til at levere fjernundervisning. Undervisningen foregår i skolen, hvor det bliver sundhedsmæssigt forsvarligt at være, lover også hun.
Men hvad nu, hvis man alligevel holder sine børn hjemme - bliver børnene så smidt ud af skolen?
- Vores budskab er til forældrene, at de kan være helt trygge ved at sende eleverne i skole, for skolerne åbner ikke, før skolerne lever op til de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne udstikker. Der kan være mange skoler, som ikke er klar til at åbne onsdag 15. april, men først noget senere.
- Jeg prøver igen: Hvad nu, hvis man alligevel holder sine børn hjemme? Bliver børnene så smidt ud af skolen?
- Jeg kan ikke sige andet end det, jeg har sagt: Vi kontakter forældrene og får en god snak. Skolerne åbner ikke, hvis de ikke er trygge. Hvis vi som samfund skal lykkes med at komme gennem coronakrisen, er vi nødt til at have tillid til hinanden.
- Men forestil dig en rask, bekymret forælder, som holder sine raske børn hjemme i lang tid. Hvad kommer der til at ske?
- Der er undervisningspligt, og skolerne åbner ikke, før det er trygt at være der. Det er godt for børnene at komme i skole, selvom de ikke kan lege tæt. Det at komme og se sine skolekammerater er meget sundt for børnene, så jeg håber, at forældrene bliver overbevist om, at det er trygt at gå i skole, for sådan bliver det, lover hun.
Ifølge Christian Wejse, der er lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og forsker i infektionssygdomme, skal man som forælder ikke være bekymret for at sende børnene afsted.
- Nu har vi alle holdt vores børn hjemme fem uger til den tid, og det er i høj grad raske børn, der møder ind i børnehaver, vuggestuer, daginstitutioner og de små klasser.
Læs mere om det her:
Genåbning for børn: - Jeg synes ikke der er stor grund til bekymring