Mens et land som Israel nærmer sig flokimmunitet mod coronavirus takket være en aggressiv vaccine-udrulning, er der lande, hvor sundhedssystemet er på randen af kollaps.
I gennemsnit over de seneste syv dage har man i Israel konstateret 200 smittetilfælde, mens man i Brasilien og Indien har registreret henholdsvis 66.000 og 163.000 i gennemsnit over de seneste syv dage.
Alene det seneste døgn har man konstateret 200.000 nye tilfælde i Indien.
Mange vaccinerede, mange smittede
Til forskel fra de ovennævnte lande har man i sydamerikanske land Chile en paradoksal situation.
Her slår man dagligt smitterekorder med et gennemsnit over de seneste syv dage på 7300 smittede, til trods for at 40 procent af befolkningen er blevet vaccineret.
Eksperterne betegner situationen i landet som 'den perfekte storm,' og der peges på flere forskellige grunde til, at det står så skidt til med smittetallene.
- Fester over jul og nytår i forbindelse med lempelse af restriktioner
- Genåbning af skoler og storcentre
- Hurtig vaccination har givet en følelse af falsk tryghed
- Effekten af den kinesiske Sinovac-vaccine, som man har brugt i landet, har været lav
Ifølge BBC har et nyt studie fra landet vist, at vaccinen blot har haft en effektivitet på 56,6 procent i løbet af de første to uger, efter man har modtaget anden dose.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Tyskland i problemer
Hos vores naboer mod syd Tyskland går det heller ikke gnidningsfrit.
Således er landet hårdt ramt af en tredje bølge, hvor den britiske variant har taget over.
I et indslag hos Deutsche Welle forklares det fra en medicinsk chef på et intensiv afsnit, at man har set et fald i alderen på de patienter, som hospitalet nu behandler.
- De fleste af vores coronapatienter er mellem 40 og 60 år gamle. De er langt yngre, end dem vi så ved den anden bølge. Sygdommen er blevet mere aggressiv, siger den medicinske chef Thomas Marx
Flere steder i landet har man allerede fyldt intensiv afsnittene op, advarer Lothar Wieler, der er chef for Robert Koch Instituttet, som har det overordnede ansvar for forebyggelse af coronavirus i landet.
- Vi er i den tredje bølge, og situationen er på nogle hospitaler ved at blive dramatisk. Vi kan allerede se, at man i nogle byer er løbet tør for intensivsenge, lyder det.