Coronalukket: Verdens største modeljernbane får skør ide

Gennemfører rekordforsøg med modeljernbane og glas fyldt med vand

Corona-lockdown har gennem de seneste måneder ført til både tosserier og pudsigheder rundt om verden. Hvilken kategori, den her beskrevne ide skal kategoriseres under, overlades til læseren.

Verdens største indendørs modeljernbaneanlæg, Miniature Wunderland, ligger i Hamburg og er samtidig en af byens største turistattraktioner.

Ligesom andre indendørs aktiviteter har stedet været lukket for offentligheden på grund af smittetruslen, men det har ikke fået fået personalet til at ligge på den lade side.

I stedet har man udtænkt, at tiden med fordel kunne bruges til at gennemføre et rekordforsøg:

- Da vi i oktober så lockdown nummer to komme, besluttede vi os for at udnytte tiden til at gennemføre ideer og projekter, der ikke kan lade sig gøre, når der er besøgende, siger en af modeljernbanens grundlæggere, Frederik Braun til regionalmediet mopo.

Som sagt så gjort. Man har nu lavet en video, hvor et modeltog gennem seks minutter drøner rundt og samtidig spiller et medley af kendte, klassiske musikstykker.

Toget har påmonteret små hamre, der slår imod glas, der er fyldt med forskellige mængder vand, og dermed giver forskellige lyde fra sig ved lette slag.

Man kom på ideen til rekordsforsøget, da man ved juletid lod en modelflyvemaskine med en påmonteret julemand på lignende vis spille juleklassikeren Jingle Bells.