Ved du noget? Skriv til vores journalister her eller SMS 1224 (alm. takst)
Som antallet af coronaramte stiger i Danmark, stiger antallet af smittede børn også.
Torsdag formiddag lyder meldingen, at 12 børn under ti år er smittede, og heraf har tre været eller er fortsat indlagt.
Det stigende antal smittede børn har fået Sundhedsstyrelsen til at opdatere sine retningslinjer for håndteringen af smittede børn, så man er særligt opmærksom på netop denne gruppe.
Særligt opmærksomme på spædbørn
Af de nye retningslinjer fremgår det, at forældre til nyfødte skal være særligt opmærksomme på en række symptomer som vejrtrækningsproblemer og skiftende reaktionsmønster.
Af retningslinjerne fremgår det også, hvornår sundhedspersonalet skal indlægge, sende ambulancer eller lade det syge barn forblive i hjemmeisolation.
Onsdag understregede sundhedsmyndighederne, at der ikke er grund til panik hos forældre til til børn under et år.
Alligevel er myndighederne særligt opmærksomme på netop denne gruppe, da studier fra Kina kan tyde på, at der er en overrepræsentation blandt spædbørn i smittestatistikkerne.
Rammes hårdere
I det kinesiske studie er det især de helt små børn under et år, som er overrepræsenteret i gruppen af børn, der får svære symptomer.
Svære symptomer er symptomer, der kræver indlæggelse og behandling.
- Fokus på spædbørn skyldes, at vi rigtig gerne vil identificere de relativt få børn, der eventuelt kan få behov for behandling på et relativt tidligt tidspunkt, sagde klinikchef på Neonatalklinikken på Rigshospitalet Morten Breindahl onsdag til Ritzau.
129 er indlagt i Danmark
I alt er 1132 mennesker konstateret smittet med corona i Danmark. Da ikke alle symptomer testes, og regeringen har ændret teststrategi flere gange, regnes der med et betydeligt mørketal, oplyser Statens Serum Institut.
'Man kan ikke sammenligne tallene på påviste covid-19 tilfælde fra før og efter 12. marts, da testningsstrategierne var helt forskellige. Fremover skal vi se på udviklingen i antallet af alvorlige tilfælde påvist fra 12 marts og fremover', står der i pressemeddelelsen.
129 danskere er indlagt, herunder 24 personer på intensiv. Seks personer, der har haft corona, er døde.
Af de danske smittetilfælde er størstedelen mænd. De fleste smittede er mellem 40 og 49 år, fremgår det af pressemeddelsen.