Coronasmittet canadier mellemlandede i Danmark

En kvinde landede i tirsdags i Københavns Lufthavn i forbindelse med en mellemlanding. Hun har senere fået konstateret coronavirus

I skrivende stund er antallet af coronasmittede i Canada oppe på 20. Én af dem har været i Danmark, hvor hun mellemlandede, efter at hun havde besøgt Iran.

Det skriver det canadiske medie CBC.

Ifølge CBC er den 34-årige kvinde nu i hjemmekarantæne, efter hun mellemlandede i Danmark 25. februar. Hun var fløjet fra Iran via Doha og videre til København (flynummer QR163), hvorefter hun mellemlandede i Danmark.

Hun fløj med sin mand og barn på business class.  

Kvinden var allerede dårlig, da hun ankom til København, men ifølge Københavns Lufthavn har kvinden ikke taget kontakt til de ansatte. Det er uvist, om kvinden tog på hotel, eller om hun blev i lufthavnen i perioden, hvor hun mellemlandede.

I lufthavnen var de allerede opmærksomme på kvinden, fordi Air Canada, som kvinden fløj med, orienterede dem om sagen.

København Lufthavn oplyser til DR Nyheder, at man ikke har gjort yderligere, og at man fortsat følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Både de danske og de candiske myndigheder er i gang med at undersøge sagen.

'Vi er opmærksomme på sagen og er i dialog med de canadiske myndigheder omkring opsporing af mulige kontakter,' skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en mail til DR.

Indtil videre har vi tre smittede i Danmark, mens der på verdensplan lige nu er 87.470 smittede med coronavirus.

23 kommentarer
Vis kommentarer