Coronatrussel: Folk i kø ved isboden

Torsdagens solskin bragte folk ud i naturen. På havnen i Roskilde var det eneste tegn på corona, at afstanden mellem folk i køen til isboden var længere

Statsministerens og Dronningens budskabet er enkelt og klart: - Bliv hjemme. Video: Stine Tidsvilde, Anthon Unger, DR, Ritzau Scanpix, Reuters. Redigering: Signe Skov.

Torsdagens flotte solskinsvejr har fået flere danskere til at bevæge sig ud i naturen.

Ekstra Bladet er taget på Roskilde havn, hvor mange familier er ude i den friske luft.

Isboden er åben, og der står en lang kø af mennesker - dog med to meter imellem, som det eneste tegn på, at alt alligevel ikke er normalt.

Ægteparret Boy og Karin er på havnen med deres barnebarn. Foto: Tariq Mikkel Khan
Ægteparret Boy og Karin er på havnen med deres barnebarn. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Vi fejler ikke noget
På en bænk nær isboden sidder ægteparret Boy og Karin.

- Ja, vi er ude og nyde det gode vejr. Vi må have noget luft, ellers bliver vi vanvittige, siger Karin.

De tager deres forholdsregler, holder afstand og spritter af.

- Men vi er ikke hysteriske, lyder det fra Boy.

- Selvfølgeligt synes vi ikke, det er sjovt. Men vi tager ikke nervepiller eller sådan noget, siger Karin.

Ægteparret skulle have været på ferie i søndags. I stedet er de taget på havnen med deres barnebarn.

- Vores børnebørn måtte ikke komme hjem hos os. Så måtte vi mødes hernede på havnen. Vi fejler ikke noget. Nu synes jeg også, at man skal være lidt realistisk, lyder det bestemt fra Karin.

- Men I er ikke bekymret for, at børnebørnene skulle smitte jer?

- Nej. Jeg har passet børnebørnene altid, og jeg har aldrig fået dét, som de har fejlet. Og det gør jeg nok heller ikke nu.

Veninderne Julie og Mille tager en pause fra en større gymnasieopgave. Ved Vikingeskibsmuseet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Veninderne Julie og Mille tager en pause fra en større gymnasieopgave. Ved Vikingeskibsmuseet. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Rart at komme ud
På en bænk ved Vikingeskibsmuseet sidder gymnasieeleverne Julie og Mille.

- Vi har bare været indespærret i vores lille hule i en uge nu, da vi skriver en større opgave. Så tænkte vi bare, at det ville være rart at komme ud, siger Mille.

Pigerne sidder og nyder nogle drinks. Ellers ser de kun hinanden og deres familier.

- Vi skal passe på hinanden. Det vigtigste må være, at man har respekt for hinanden og hygiejnen. Men man skal også leve sit liv, siger Mille.

En klassefest, som pigerne skulle have været til dagen inden, er blevet aflyst.

- Vi skulle ikke risikere at smitte hinanden, siger Julie.

Familien er ude og fodre ænder. Familiens yngste har diabetes, så de holder sig for sig selv. Foto: Tariq Mikkel Khan
Familien er ude og fodre ænder. Familiens yngste har diabetes, så de holder sig for sig selv. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Så længe vi holder os for os selv
Langs havnen møder vi en familie, der er ude og fodre ænder.

Ellers er de hjemme. Kun mor Bianca bevæger sig engang imellem ud for at handle.

- Jeg har ikke noget imod at blive syg, men Laura har diabetes, så hun skal helst ikke smittes, siger Bianca.

Laura er familiens yngste datter.

- Jeg tænker, det er okay at gå ud, så længe vi holder os for os selv.

Familien tager sine forbehold. Der bliver sprittet af, og så vidt muligt handlet over nettet.

- Tobias ville gerne ind til byen og hænge ud med hans venner. Det sagde jeg, at det måtte han ikke, griner Bianca.

- Jeg er blevet indespærret i Borup. Det er nok for det bedste, siger Tobias.

For datteren Maja kan det godt blive lidt kedeligt. Hun kan heller ikke se sine venner.

- For det meste ringer jeg sammen med mine venner og spiller online-spil, siger Maja.

Rasmus og Lasse er ude og få lidt luft under vingerne. Foto: Tariq Mikkel Khan
Rasmus og Lasse er ude og få lidt luft under vingerne. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Hvis man bare har lidt sund fornuft
Roskilde havn er et populært samlingssted for motorcykelister.

Rasmus og Lasse, der til daglig arbejder på byggeplads, er begge ude og lufte jernhesten.

- Det er jo det gode vejr. Det er rigtig rart at komme ud og få lidt luft, siger Rasmus.

- Men man skal da være lidt bekymret, hvis man bare har lidt sund fornuft, siger han.

Selvom meget af Danmark er lukket ned, er restriktionerne ikke nået til deres byggeplads med op til 80 mennesker.

- Det er noget for sig selv. Det er lidt to verdener i forhold til resten af Danmark, siger Lasse.

- Ja, der er det offentlige, og så er der den private sektor. Det er en hård kamp og svært at forholde sig til, siger Rasmus.

- Der er nok mange andre ting, der udgør en større risiko for os personligt på en byggeplads. Men det er selvfølgelig uheldigt, hvis man slæber noget rundt, siger Lasse.

Annie sammen med Selma på 5½ år og Sally på 4 (3/4) år. Foto: Tariq Mikkel Khan
Annie sammen med Selma på 5½ år og Sally på 4 (3/4) år. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

En absurd situation
Ved isboden møder vi også Annie, der er sammen med 5-årige Selma og 4-'trekvart'-årige Sally.

- Vi skal have en is! udbryder Selma.

- Vejret er så fantastisk, og børnene skal bare ud og bevæge sig, siger Annie.

- Samfundet skal jo ikke gå helt i stå. De små lokalbutikker skal jo også støttes. Det synes jeg er vigtigt.

Annie er ikke længere på arbejde.

- Det er et vilkår, men lidt mærkeligt. Det hele er en lidt absurd situation, men jeg synes virkelig, at statsministeren handler modigt. Jeg har respekt for hendes lederskab, siger Annie.

- Det er meget smukt, når hun siger, at hun nok kommer til at begå fejl. Det er meget menneskeligt.

- Jeg håber, vi kommer beriget ud af det. Jeg tænker, at der kommer fokus på noget andet - at verden har forandret sig nu. Forhåbentligt bevæger det sig over i noget klimadebat.

216 kommentarer
Vis kommentarer