Coronaudbrud i Hjørring: Det er godt nyt

Det er vigtigt for arbejdet med at opspore smittekæder, at coronaudbrud i Hjørring kommer fra samme virus

Sammenlagt 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet Vendelbocenteret er konstateret smittet med coronavirus. Virusset, der er fundet på plejehjemmet, er det samme, som er fundet i mink på en minkfarm i Sindal. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sammenlagt 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet Vendelbocenteret er konstateret smittet med coronavirus. Virusset, der er fundet på plejehjemmet, er det samme, som er fundet i mink på en minkfarm i Sindal. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er en god nyhed, når Statens Serum Institut (SSI) fortæller, at det er det samme virus, som er fundet i mink og blandt beboere og personale på et plejehjem i Hjørring.

For det bekræfter, at der i princippet kun er tale om et udbrud af corona i området.

Det siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

- Man har fat i den lange ende, når det gælder smitteopsporing i Hjørring-området.

- Man behøver ikke spekulere mere på, at der er flere uafhængige udbrud af virusset i området.

Men det er også en bekræftelse af, at coronavirus både kan inficere dyr og mennesker, siger han.

- Det er ikke overraskende. Det er set før, men nu har vi fået det bekræftet endnu en gang.

- Umiddelbart kan man ikke sige, om smitten er gået fra mink til mennesker eller fra mennesker til mink - eller begge veje, siger Allan Randrup Thomsen.

Det svar kan heller ikke findes hos Statens Serum Institut.

Fredag sagde Anders Fomsgaard, der er overlæge og virusforsker ved SSI, til DR, at der skal igangsættes yderligere analyser for at få svar på dette.

Her håber man også at få svar på, hvor længe infektionen har været hos minkene og hos de smittede mennesker, lød det.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er der dog på nuværende tidspunkt ikke meget, som tyder på, at det er minkene, som har båret smitten videre.

- Indtil videre kan man tage det stille og roligt.

- Vi skal bare have fokus på, at netop sådan noget som minkfarme ikke bliver et reservoir for virus på længere sigt, siger han.

Samme vurdering kommer fra Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

Viser det sig imidlertid, at dyr kan smitte mennesker, er der naturligvis grund til at være ekstra opmærksomme på eksempelvis hunde og katte som smittekilde.

- Hvad konsekvenserne skal være, skal jeg ikke vurdere.

- Det at dyr kunne smitte mennesker er ikke nok til, at man skal gøre det store. Man skal vide, hvad omfanget er af det, og hvor meget det kan bidrage til spredning af virus, siger han.

Hjørring Kommune har de seneste uger kunnet konstatere smitte med coronavirus flere steder.

Lørdag er der konstateret 45 smittede beboere og medarbejdere på plejehjemmet Vendelbocenteret i Sindal. En person er død med coronavirus. En anden er indlagt.

Derudover er der konstateret smitte på en minkfarm i kommunen og hos en minkavler, som alle tre kan kobles til det samme virus.

Omkring 11.000 af minkfarmens mink er blevet aflivet som følge af udbruddet.

24 kommentarer
Vis kommentarer