Coronavirus: De danske grænser lukker

De danske grænser lukker som følge af coronavirus. Lukningen varer frem til 13. april

På et pressemøde fredag aften lukkede Mette Frederiksen de danske grænser. Video: Anthon Unger

Følg Ekstra Bladets livedækning her

Fra lørdag klokken 12 lukkes de danske grænser for alle andre end danske statsborgere og folk, der har lovligt ophold i landet. Det fortæller Mette Frederiksen fredag på et pressemøde. Kun rejsende, der har et anerkendelsesværdigt formål med deres besøg - eller der som nævnt er danskere eller har opholdstilladelse i Danmark - kan komme ind i landet.

- Fra i morgen klokken 12 lukker de danske grænser midlertidigt. Det vil stadig være muligt at transportere fødevarer, medicin og andre nødvendige varer til Danmark.

- Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark.

- Den fulde grænsekontrol vil først være oppe at køre om nogle dage.

Mette Frederiksen oplyser, at politiet og Forsvaret kommer til at tage sig af grænsekontrollen.

- Grænsekontrollen løber til og med påske. Altså til og med 13. april.

- Vi har orienteret vores nabolande Tyskland, Sverige og Norge om vores beslutning.

Man vil blive afvist ved grænsen, hvis man ikke kan bevise, at man har et formål som eksempelvis arbejde i landet.

Tydelig kontrol
Justitsminister Nick Hækkerup (S) ved pressemødet fortalte videre:

- Kontrollen vil være tydelig ved alle væsentlige grænseovergange.

- Samtidig siger vi nu, at man kun kan rejse ind, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål.

Det gælder eksempelvis arbejde i Danmark.

- Vi kommer til at se bilkøer ved vores grænser og ved lufthavnene. Vi kommer til at se hel eller delvis lukning af nogle fly-, færge- og togruter.

Politiet: Sådan er de nye rejseregler

Skærpede rejsevejledninger

  • Udenrigsministeriet har den 13. marts 2020 skærpet sine rejsevejledninger, så alle områder i verden, der ikke er røde, nu bliver orange. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser i hele verden frarådes indtil videre frem til og med den 13. april 2020. Udenrigsministeriet er løbende opmærksom på, om orange områder skal ændres til røde. 
  • Danskere på rejse, der returnerer fra eller har været i orange områder, opfordres ligesom alle danskere til i videst muligt omfang ikke at møde fysisk ind på arbejde, men arbejde hjemmefra eller lign., mens rejsende, der returnerer fra eller har været i røde områder, opfordres til under alle omstændigheder at holde sig hjemme i 14 dage. Danskere, der bor i udlandet, opfordres til at blive, hvor de er, og følge de lokale myndigheders anvisninger.

Afvisning af indrejsende ved de danske grænser

  • Den danske regering og de danske myndigheder har i løbet af de seneste dage og uger truffet en række væsentlige beskyttelsesforanstaltninger som led i indsatsen mod COVID-19. Der er en risiko for, at omfattende indrejse fra udlandet af personer, som ikke har været underlagt tilsvarende beskyttelsesforanstaltninger, vil undergrave virkningen af de foranstaltninger, der er truffet i Danmark.
  • Regeringen har orienteret EU-Kommissionen samt de øvrige medlemsstater, herunder Sverige og Tyskland, om, at den eksisterende midlertidige grænsekontrol fra lørdag den 14. marts 2020 kl. 12.00 udvides til at omfatte kontrol ved alle Danmarks grænser som led i indsatsen for at hæmme spredningen af COVID-19.
  • Tiltaget vil blive understøttet af en tydelig kontrolindsats ved de væsentlige danske grænseovergange, herunder i lufthavnene, som vil blive implementeret i løbet af de kommende dage. Opgaven vil blive løst af politiet med meget betydelig bistand fra Forsvaret. Indsatsen forventes inden for kort tid at indebære hel eller delvis nedlukning af et betydeligt antal tog-, fly- og færgeruter for passagertrafik. Endvidere vil det i praksis betyde en indstilling af trafikken af krydstogtsskibe til Danmark. Grænsekontrollen løber indtil videre til og med den 13. april 2020.
  • Personer, der ønsker at indrejse i Danmark, må forvente at blive afvist ved de danske grænser, herunder i danske lufthavne, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen – f.eks. hvis den pågældende bor eller arbejder i Danmark eller skal levere varer til Danmark. 
  • Grænsekontrollen betyder, at der i forhold til persontransport må forventes markant forlængede rejsetider ind i Danmark. Der vil blive gennemført en informationskampagne i udlandet med fokus på de lande, hvorfra der normalt indrejser mange personer i Danmark, så færrest muligt rejser forgæves til landet. Danskere, der på nuværende tidspunkt er på ferierejse i udlandet, bør – også henset til kommende nedlukninger af eksempelvis flyruter – rejse tilbage til Danmark snarest. Myndighederne er i dialog med rejsebranchen med henblik på at sikre, at danskere på ferie har mulighed for at rejse tilbage til Danmark.
  • For så vidt angår godstransport lægges der stor vægt på behovet for at opretholde og ikke forsinke de nødvendige forsyningskæder, herunder fødevareforsyning, og Danmarks import og eksport af varer fra og til udlandet. Der vil derfor som udgangspunkt ikke blive gennemført kontrol af godstransport. 
  • Myndighederne er i den forbindelse i dialog med transportørerhvervene med henblik på at finde en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen, som ikke lægger større hindringer i vejen for leverandører af varer end nødvendigt.

Kilde: Politi.dk

Mindre grad Norge
Thorkilde Fogde, rigspolitichef, siger videre, at det hovedsageligt drejer sig om grænserne til Tyskland og Sverige og i mindre grad Norge.

- Det er en stor opgave at løse.

- Vi går i gang fra i morgen med at lukke for persontrafikken og lade den tunge trafik passere.

Lukningen her handler ikke om, at nedlukningen af det offentlige Danmark skal fortsætte indtil 13. april. Nedlukningen af eksempelvis skoler er fortsat alene planlagt til at vare i to uger fra på mandag.

Lukningen af de danske grænser kommer, efter at et flertal i Folketinget torsdag har stemt for en række vidtgående tiltag, der blandt andet medfører, at alt normal praksis i sundhedsvæsnet lukker ned med øjeblikkelig virkning.

Det er for at øge det kriseberedskab, der forventes at skulle håndtere de danskere, som har brug for behandling, hvis de bliver smittet med coronavirus.

OVERBLIK: Udlændinge får afvist familiebesøg i Danmark

Fra lørdag middag lukker de danske grænser, så kun udlændinge med et 'anerkendelsesværdigt formål' får lov at komme ind i Danmark.

Danske statsborgere kan stadig komme ind i landet.

Det fortæller regeringen på et pressemøde fredag aften.

Grænseovergange, færgeovergange og flyrejser til Danmark vil blive berørt.

Få overblik over, hvad der kan tælle som et anerkendelsesværdigt formål:

* Hvis man arbejder eller bor i Danmark.

* Hvis man skal levere varer i Danmark.

* Hvis man skal hente varer i Danmark - det kan eksempelvis være dyr til slagtning.

* Hvis man har samværsret med børn i Danmark.

* Hvis man skal besøge meget syge familiemedlemmer i Danmark.

* Et almindeligt familiebesøg er ikke et anerkendelsesværdigt formål.

* Det vil være en vurdering af den konkrete sag, om vedkommende har et anerkendelsesværdigt formål.

* Rigspolitichef Thorkild Fogde kan ikke sige, hvor mange der vil blive berørt af de lukkede grænser. Han forventer en ophobning af rejsende ved den dansk-tyske grænse de kommende dage. Også på Øresundsbroen til Sverige kan der komme problemer, ligesom han forventer, at flere fly fra Schengen-området vil blive vendt om eller dirigeret mod eksempelvis Sverige i stedet for.

990 kommentarer
Vis kommentarer