Frygten for Coronavirus har givet danske boligejere mulighed for at gøre en god forretning, da det på få dage er blevet meget billigere at optage et 30-årigt fast-forrentet lån med en procent i rente.
Det hænger sammen med, at investorer verden over, på grund af frygten for virus, flytter deres penge over i mere sikre sikre investeringer som for eksempel danske realkredit-obligationer.
- Det er den klassiske udvikling på de finansielle markeder, når man bliver nervøs. Så søger investorerne over i mere sikre papirer for at gøre deres risiko lavere.
- Og der kan man også se en effekt i danske realkreditobligationer, hvor kurserne er kommet en smule op og renterne dermed er faldet en smule også, siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Heinig.
Kursen går op, renten går ned
Den stigende efterspørgsel efter danske realkreditobligationer betyder nemlig, at kursen på det 30-årige 1-procent lån i øjeblikket ligge meget tæt på 100.
- Hvis kursen ligger på eksempelvis 96, så betyder det, at hver gang du låner 100 kroner, så får du kun 96 kroner i hånden. Altså, jo tættere vi er på kurs 100, jo mere stemmer det, som du låner overens med det, som du rent faktisk får i hånden, siger Christian Heinig.
Hvis kursen til gengæld kommer over 100, så lukker realkredit-selskaberne for muligheden for at optage lånet. Og hvis udviklingen de sidste dage fortsætter, så kan det meget vel gå hen og ske allerede en af de kommende dage.
I stedet bliver der så åbnet et lån med en lavere rente på 0,5, men det bliver så i udgangspunktet handlet til en lavere kurs, som altså gør det dyrere at anlægge lånet.
- Det drejer sig om den gennemsnitskurs, der har været i løbet af en handelsdag. Det er ikke sådan, at hvis den pludselig kommer over 100 i løbet af en dag, så er den lukket med det samme.
- Men hvis den så kommer ned igen og har et niveau, som ligger under kurs 100, jamen så vil den åbne for tilbudsgivning dagen efter, siger Christian Heinig.
Ser ud til at fortsætte
Ifølge boligøkonom i Jyske Realkredit, Mikkel Høegh, er det i sagens natur svært at spå om, hvor længe investorernes interesse i danske realkreditobligationer vil vare ved. Men det er langt fra første gang, at vi ser en udvikling som i forbindelse med Corona-virus.
- Indtil der kommer en melding om, at der er kommet bedre styr på situationen med Corona-virus, så tror jeg, at tendensen med rentefald ser ud til at fortsætte en tid endnu.
- Vi har jo gjort os nogle erfaringer da vi for eksempel havde SARS og fugleinfluenza. Og vi ved bare, at det tager noget tid før der kommer kontrol over den slags situationer. Derfor tror jeg, at der vil herske en usikkerhed i noget tid frem, som fortsætter med at give et tryk på renterne, siger han.