Coronavirus når uhyggelig milepæl

Flere er nu døde af coronavirus end af sygdommen sars i Kina

Hvad er coronavirus helt præcis? Afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut forklarer. Video/redigering: UW Medicin, Reuters/Kristian Hansen

Der er bekræftet 89 nye dødsfald som følge af det smitsomme coronavirus i Kina. Dermed er i alt 811 personer døde af virussen i landet siden midten af december.

Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder natten til søndag dansk tid.

Coronavirusset har nu kostet flere mennesker livet i Kina, end sars gjorde i 2002 til 2003. Dengang mistede 774 personer livet i landet.

Der er samtidig bekræftet 2656 nye smittetilfælde i Kina, hvormed det samlede antal smittede stiger til 37.198.

Hovedparten af de smittede befinder sig i Wuhan, Hubei-provinsens hovedby, hvor virusset har sit epicenter.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret udbruddet for en global sundhedskrise.

Stabiliserede tal
Lørdag meddelte WHO, at det daglige antal af smittede er begyndt at stabilisere sig.

Samtidig lød det dog, at det er for tidligt at konstatere, at coronavirussen har passeret sit højdepunkt.

Lørdag aften meddelte den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), på Twitter, at et fly med syv danskere er lettet fra Wuhan og er på vej mod Europa.

Dermed er det tredje hold af danskere nu ved at blive evakueret fra Kina til Danmark. Alle de tidligere danske evakuerede er blevet konstateret smittefri.

Ifølge udenrigsministeren er situationen i Hubei-provinsen "fortsat alvorlig". Derfor opfordrer han danskere i området til at følge anvisninger fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Når borgerne ankommer til Danmark, vil de blive testet for coronavirus. Selv hvis de ikke er smittede, vil de ud fra et forsigtighedsprincip blive sat i hjemmekarantæne.

Under hjemmekarantænen, der varer 14 dage, tjekker de pågældende personer deres temperatur flere gange dagligt og er desuden i kontakt med sundhedsfagligt personale.

Foto: Sundhedsstyrelsen
Foto: Sundhedsstyrelsen
 

215 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere