Coronavirus: Over 1000 døde i Italien

Antallet af døde stiger med 23 procent og antal smittede med 22 procent i Italien, viser de seneste tal

Den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio håber, at de mange tiltag i landet, der er hårdt ramt af coronavirus, begynder at virke. (Arkivfoto) Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters
Den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio håber, at de mange tiltag i landet, der er hårdt ramt af coronavirus, begynder at virke. (Arkivfoto) Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters

Italien har nu over 1000 døde på grund af coronavirus. I alt er 1016 mennesker omkommet af sygdommen Covid-19, viser tal offentliggjort torsdag.

I det seneste døgn er der konstateret 189 nye dødsofre, siger Italiens beredskabsmyndigheder. Det er en stigning på 23 procent i forhold til dagen inden.

Det samlede antal smittede er steget til 15.113 fra 12.462 dagen inden - en stigning på næsten 22 procent.

Af de patienter, der har været smittet, er 1258 kommet sig fuldstændigt.

Omkring 1153 mennesker er indlagt i intensiv behandling. Det er en stigning i forhold til de 1028, der blev oplyst onsdag.

På trods af de dystre tal er der en vis optimisme hos udenrigsminister Luigi Di Maio.

- Italien var det første land i Europa, der blev hårdt ramt. Vi håber, at det kan betyde, at vi også vil være det første, der igen kommer ud af den her situation, siger han i et interview med britiske BBC.

Italien er det land i Europa, som er hårdest ramt af coronavirus. Det er samtidigt fra Italien, at smitten har spredt sig til mange andre europæiske lande.

Flere af de smittede i Danmark er blevet smittet under ferie i Italien eller af andre, der har været i Italien.

Onsdag meddelte premierminister Giuseppe Conte, at alle butikker undtagen fødevarebutikker og apoteker skal lukkes.

- Vi lukker forretninger, barer, pubber og restauranter. Hjemmelevering er tilladt, sagde den italienske premierminister i en tale til nationen.

Store virksomheder såsom fabrikker kan fortsat holde åbent, men skal dog tager en række sikkerhedstiltag for at inddæmme smitte.

Tiltagene gælder ligesom i Danmark i foreløbigt to uger.

Italien har i forvejen lukket skoler og arbejdspladser ned over hele landet. Der er også indført vidtrækkende restriktioner på rejser og transport. Disse tiltag gælder foreløbig indtil 3. april.

154 kommentarer
Vis kommentarer