Corydon solgte vaccine-fabrik: Nu svinger hans nye firma kniven

Bjarne Corydon satte den danske vaccine-produktion til salg i 2014 - nu skal hans kollegaer i McKinsey effektivisere resten af Statens Serum Institut

Bjarne Corydon satte i sin tid som finansminister Statens Serum Instituts vaccine-enhed til salg. Senere købte saudiarabiske Aljomaih Group med sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih (indsat) vaccine-fabrikken for 15 millioner kroner. Fotocollage: Polfoto og privatfoto
Bjarne Corydon satte i sin tid som finansminister Statens Serum Instituts vaccine-enhed til salg. Senere købte saudiarabiske Aljomaih Group med sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih (indsat) vaccine-fabrikken for 15 millioner kroner. Fotocollage: Polfoto og privatfoto

Det var forhenværende finansminister Bjarne Corydon (S), der som formand for den tidligere SR-regerings økonomiudvalg besluttede at sælge Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at Bjarne Corydons nye arbejdsgiver, konsulentbureauet McKinsey, har scoret en millionkontrakt på at analysere, hvad der skal ske med den resterende del af Statens Serum Institut og de omkring 600 ansatte.

Allerede nu har det resulteret i fyringer.

Se også: Først røg Dong: Corydon bag salg af vaccinefabrik

En aktindsigt i Sundhedsministeriet viser, at Finansministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet har betalt McKinsey op mod 3,1 mio. kroner for opgaven inklusiv moms.

’Tilbuddet skal holdes inden for en samlet økonomisk ramme på 2,5 mio. kr. eksklusiv moms,’ står der i udbudsmaterialet.

Flere er fyret
Her kan man også se, at McKinsey blandt andet har skullet se på, hvordan man kan effektivisere den resterende del af Statens Serum Institut, hvis hovedopgaver i dag blandt andet er overvågning af sygdomme, sikring af beredskab mod smitsomme sygdomme, epidemier og biologiske trusler samt screening af alle nyfødte for medfødte sygdomme.

'Analysen skal give konkrete effektiviseringstiltag, der kan bidrage til at sikre, at opgaverne løses så effektivt som muligt. For hvert tiltag skal økonomien vurderes,' står der blandt andet i udbudsmaterialet.

Sheik Abdulaziz Hamad Aljomaih har gjort noget af en handel, da han købte statens vaccine-produktion. Ifølge den rapport, der anbefalede et salg, var vaccine-fabrikken inklusiv rettigheder til de enkelte vacciner over en halv milliard kroner værd. Han betalte kun 15 millioner kroner. Privatfoto Vagthund Se hemmelighederne: Skjult rapport afslører rabat til Sharia-sheiken

HK Stat skrev for nylig, at de 600 tilbageværende ansatte på Statens Serum Institut er blevet varslet om nedskæringer, og onsdag fik de første ansatte så en fyreseddel.

Det fortæller formand for HK Stat Hovedstaden, Ulla Moth-Lund Christensen, til Ekstra Bladet.

– Det er blandt andet kontorpersonale og laboranter, det er gået ud over, og vi ved endnu ikke, hvor mange der samlet skal fyres.

– Det er simpelthen rystende og noget værre svineri. Først sælger man vaccineproduktionen fra, hvilket går ud over forsyningslinjerne, og nu er man så i gang med forringe resten af seruminstituttes arbejdsopgaver og beredskab, hvilket i sidste ende går ud over danskernes sundhed, siger hun.

Frygter fremtiden
Heller ikke Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix er tryg ved fremtidsudsigterne for Statens Serum Institut.

- Jeg frygter, hvad McKinsey kommer med af forslag, og hvad Sundhedsministeriet vil gå videre med. Det plejer jo desværre at være sådan, at når McKinsey bliver bestilt til et stykke arbejde, så resulterer det i en ordentlig rundbarbering, siger hun og fortsætter:

- Ud over at der er job, der forsvinder, så betyder det også, at kvaliteten af de opgaver, der er tilbage på Statens Serum Institut, bliver forringet. Og det er trods alt en ret central opgave, man har, når man skal varetage landets beredskab over for smitsomme sygdomme.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har ikke ønsket at kommentere McKinseys arbejde og fyringerne.

Ekstra Bladet kunne tidligere i dag skrive, at Rigsrevisionen af egen drift har besluttet at igangsætte en undersøgelse af processen omkring salget af vaccine-enheden.

Samfund - 15. mar. 2017 - kl. 08:28 OVERBLIK: Sådan forkæler Danmark sharia-sheiken

162 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere