Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at der er kæmpe forskel på, hvad dagrennovation koster i landets kommuner.
I stikprøven var Ishøj Kommune dyrest med en årlig pris på 4000 kroner per husstand.
Til sammenligning er prisen 1828 kroner for samme ydelse i Aarhus.
Derfor tog Ekstra Bladet til Ishøj for at undersøge, hvorfor prisen er så høj, som den er.
Seks forskellige sorteringer af skrald. En rød boks til farligt affald, majs-skraldepose til bioaffald, fast afhentning af haveaffald og fælles kommunal opsparing til en ny genbrugsstation.
Dette er bestanden i en af Danmarks dyreste dagrennovations-tilbud, som borgerne i Ishøj Kommune er forpligtet til at benytte.
- I kommunen forsøger vi leve op til vores almindelige forpligtelser, men vi skal også leve op til de mål, som regeringen har sat, fortæller miljøchef i Ishøj, Hans Schmidt, da Ekstra Bladet møder ham ved en af kommunens private boliger.
Selvom borgerne i kommunen også betaler til en ny genbrugsplads, er planen om opførslen stadig ikke vedtaget.
- Vores nuværende er utilsvarende. Der er for korte åbningstider og for lidt plads, siger miljøchefen, mens han viser rundt på Ishøj Genbrugsstation.
- Borgerne kan jo bruge andre genbrugsstationer i nærområdet - hvorfor skal I så spare op til en ny?
- Det er heller ikke endeligt besluttet, om vi skal. Men borgerne skal have en løsning.
- Men stadig... Hvorfor skal borgerne så spare op nu?
- Det er den beslutning, der er truffet. Der skal mange penge til, og vi er der slet ikke endnu,.
Prisen for en ny genbrugsplads er mellem 20 og 60 millioner.
Regeringens mål er, at 50 procent af affaldet i Danmark, skal genanvendes i 2022.
***
Borgerne i Ishøj: Det var bedre før i tiden
Winni Sørensen, 66 - En kedelig nyhed
- Det er jo en kedelig nyhed, at vi er de dyreste, men jeg vidste faktisk heller ikke, hvad vi betalte. Det må vi have lavet om på, siger Winni til Ekstra Bladet, da hun bliver konfronteret med kommunens skralde-priser.
- Jeg er glad for den service, vi får, der har aldrig været problemer. Men når man ser på prisen, så tænker jeg, at vi sagtens selv kunne håndtere nogle ting selv og spare på den måde.
Fayyaz Ahmae, 52 - Man vænner sig til det
- Jeg har boet i Ishøj i 32 år, så man har vænnet sig til at skralde-priserne, er så dyre. Det er først, når der kommer folk udefra, at man tænker over det, siger den nyslåede hus-ejer Fayyas til Ekstra Bladet. Om prisen så er for høj, er han mere splittet
- Det er både ja og nej. Før i tiden var kvaliteten meget højere. Det virkede til, at folk gik mere op i at lave et godt stykke arbejde. Men på den anden side, bliver de ting, der skal fjernes, også fjernet.
Nille Karen Nielsen, 71 - Aldrig haft problemer
- På ens huslejekvittering står der jo ikke, hvor meget man betaler for at få hentet sit skrald. Jeg anede faktisk ikke, hvad beløbet var, så jeg synes, det er svært at tage stilling til, at vi er de dyreste, siger Nille til Ekstra Bladet. Hun har boet i Ishøj siden 1994.
- Men jeg kan se fra mit vindue, at skraldemændede trofast kommer og tømmer containerne. Jeg har aldrig haft problemer, det må jeg indrømme.