Dalai Lama markerer 80 år som Tibets spirituelle leder

Lørdag er det 80 år siden, at den nuværende Dalai Lama som fireårig blev udnævnt til Tibets spirituelle leder

Fra sit eksil i Indien markerer Dalai Lama lørdag sit 80-års jubilæum som spirituel leder af Tibet.

Det er en position, som han primært har besiddet i eksil, mens han har stået på mål for en konstant kritik fra det kinesiske styre.

Mange hundrede kilometer væk fra Potala Paladset i Tibet tjener den 84-årige munk det tibetanske folk fra Dharamsala for foden af de indiske himmalayabjerge.

Dalai Lama betragtes som ansigtet på bevægelsen for tibetansk uafhængighed.

Men den store internationale opmærksomhed, som han fik efter at have vundet Nobels fredspris i 1989, er aftaget.

Og ligeledes er de mange invitationer fra verdensledere og Hollywood-stjerner.

Det skyldes delvist, at den aldrende leder har skåret ned på sine internationale rejseplaner. Men det er også sket i takt med, at Kinas økonomiske og politiske magt er vokset.

Kina anklager Dalai Lama for at forsøge at splitte Kina ad. Det kinesiske styre refererer ofte til ham som "en ulv i munkeklæder".

Dalai Lamas kontor oplyser, at der ikke vil blive afholdt nogen markering af lørdagens jubilæum.

Derudover er også en undervisningsbegivenhed i marts, som normalt tiltrækker tilhængere fra hele verden, blevet aflyst.

Det skyldes frygt for det smitsomme coronavirus, der siden december har kostet over 2300 personer livet i Kina og har spredt sig til 30 andre lande.

Dalai Lama blev født ind i en bondefamilie i den tibetanske landsby Taksar i juli 1935.

Som blot toårig blev han identificeret som inkarnationen af den tibetanske buddhismes spirituelle leder. Det skete, efter at han havde udpeget et objekt, som tilhørte hans forgænger.

To år efter ankom han til Tibets hovedstad, Lhasa, hvor han officielt blev indsat som den 14. Dalai Lama.

I 1950 blev han som 15-årig indsat som statsleder, da den kinesiske hær invaderede Tibet.

I 1959 gjorde befolkningen i Tibet oprør mod den kinesiske besættelsesmagt for at beskytte deres religiøse overhoved. Oprøret blev dog slået ned af den kinesiske hær.

Samme år flygtede Dalai Lama over Himalaya til Indien.

Her etablerede han en regering i eksil, som kæmpede for at vinde Tibet tilbage. Sidenhen har det ændret sig til et krav om øget selvstændighed.

De seneste 60 år har Kina "moderniseret" Tibet og koloniseret landet med millioner af kinesiske indvandrere. Tibetanere er i dag en klar minoritet i regionen.

Ifølge Amnesty International og FN sker der massive krænkelser af tibetanernes menneskerettigheder.

Det er uklart hvornår - og hvorvidt - den nuværende Dalai Lamas efterfølger vil blive udnævnt.

0 kommentarer
Vis kommentarer