Danbolig dropper 15 butikker

Danbolig har valgt at droppe samarbejdet med Hald-koncernen og ejendomsmægler Torben Hald efter en sag om snyd med fremvisninger

Sådan ser det ud, når mæglerne fremviser huset - pudsigt nok uden potentielle købere! Video: Privat

En uheldig sag for Danbolig på Amager får nu konsekvenser.

Det skriver TV2.

Efter afsløringer om snyd med fremvisninger har ejendomsmæglerkæden valgt at skrotte samarbejdet med Hald-koncernen og ejendomsmægler Torben Halds 15 butikker i hovedstadsområdet. Det oplyser Danbolig A/S til TV 2 via kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

- Der må ikke herske nogen tvivl om, at den adfærd, vi har set dokumenteret, er helt uacceptabel og uforenelig med at være en del af Danbolig. Derfor ser vi ingen anden udvej end at afvikle samarbejdet, oplyser Per Bie, der er administrerende direktør i Danbolig A/S, i pressemeddelelsen.

Danboligs beslutning kommer som følge af en sag, som vi også har beskrevet her på Ekstra Bladet.

Kunden Anders Peter Amsnæs fik at vide af Danbolig, at de efter blot fire dage på markedet havde hele fire fremvisninger af hans lejlighed, men det lød næsten for godt til at være sandt.

- Efter den anden fremvisning fik vi at vide, at der havde været et par, som var super-interesserede, og han gav meget detaljeret information om, hvad de kunne lide. Den var bare alt for dyr, og de ville kun give 600.000 mindre end den pris, som mægleren havde vurderet den til, siger Anders Peter Amsnæs til Ekstra Bladet.

Men Anders' kone, Ditte Yde Amsnæs, opdagede noget mistænkeligt, da hun var forbi for at hente sin cykel. Ejendomsmægleren var alene i huset, og så valgte Anders at tjekke deres overvågning. Her kunne de se, at der ikke havde været nogen til fremvisning nogen af dagene.

- Mægleren trasker ind i huset, går lidt rundt alene, tænder og slukker lyset, og så smider han nogle blå sutter på gulvet, så det ser ud, som om der har været en masse mennesker, og så går han igen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Anders og Ditte Amsnæs valgte Danbolig, fordi de havde hørt gode ting om dem. Privatfoto.
Anders og Ditte Amsnæs valgte Danbolig, fordi de havde hørt gode ting om dem. Privatfoto.

- Så ringer de op til os og fortæller, at vores lejlighed er for dyr. Det er efter, at den har været til salg i fire-fem dage.

To fyret
Efterfølgende valgte ejendomsmægler Niels Hald at afskedige de pågældende mæglere, men det har ikke været nok for Danbolig

I en mail til parret undskylder den daglige leder af Danbolig Niels Hald, Kim Tandrup, mens han samtidig fortæller, at der vil blive taget hånd om situationen internt.

'Tak for snakken. Og igen, så beklager jeg dybt for denne situation. Det er naturligvis dybt uacceptabelt og noget vi vil tage hånd om internt. Jeg bekræftet hermed, at vores aftale er ophævet, og at I ingen udgifter hertil har.'

'Igen, jeg beklager utrolig meget, det er på ingen måder okay og på ingen måder den måde Danbolig Niels Hald arbejder på,' skriver han.

Nu har Danbolig Niels Hald ifølge TV2's oplysninger altså taget hånd om sagen ved at afskedige de pågældende medarbejdere.

Anders og Ditte Amsnæs fik tilbudt to flasker vin og et gavekort til en middag som undskyldning for hele forløbet. De valgte dog at takke nej til tilbuddet.

Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Danbolig Niels Hald uden held.

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere