Daniel i desperat opråb: 'Vores hus er brændt ned og vi kan ikke få hjælp'

Daniel Roelsgaard er sammen med sin familie havnet i en desperat kamp med sit forsikringsselskab

Daniel og konen står i deres livs mareridt. Foto: Privat
Daniel og konen står i deres livs mareridt. Foto: Privat

For familien Roelsgaard har den sidste tid været alt andet end let.

Drømmen om en landejendom i Bellinge på Fyn blev smadret, da de opdagede, at huset ikke var af mursten, men bindingsværk, som de ellers havde fået fortalt af den tidligere ejer.

Siden er huset brændt ned, og familien er nu nødsaget til at bo i en gammel garage på ejendommen, som Daniel har været nødt til at renovere, så det var beboeligt for ham, konen og deres tre børn.

Nu prøver han med et opslag på Facebook at råbe forsikringsselskabet op.

'Pr 15. Juli overtog vi vores nye hus. Alm. Brand er ude og besigtige huset, og forsikrer det til nyværdi', skriver han indledningsvist.

Opslaget er siden gået viralt, hvor flere skriver, at de også har oplevet problemer med deres forsikring.

Nu må familien bo i en garage, de har lavet beboelig. Foto: Privat
Nu må familien bo i en garage, de har lavet beboelig. Foto: Privat
 

Helt knækkede
Til Ekstra Bladet fortæller Daniel Roelsgaard om den ulykkelige situation.

- Vi troede, at vi havde fundet vores drømmehus. Men under renoveringen finder vi ud, af at det ikke var det hus, vi havde fået lovet. Nu er vi i en forfærdelig situation. Vi er knækkede, og vi kan slet ikke overskue, hvor lang tid denne kamp vil komme til at tage, fortæller han.

Familien opdagede en morgen, at deres hus var i flammer, mens de stadig havde et lejet hus en kilometer fra ejendommen.

- Min kone opdager røgen, og jeg tænker egentlig ikke over det i starten, men så ser jeg, at det kommer fra træerne ved vores ejendom. Jeg tager derhen og ser, at vores hus står i syv meter høje flammer. Jeg går i panik, og jeg løber hen til min nabo for at få ham til at ringe til brandvæsnet.

Både brandvæsnet og politiet dukkede op ved ejendommen, hvor Daniel og hans kone afhøres i sagen.

Senere har politiet informeret familien i et brev, at de ikke er under mistanke for at have startet branden. Ekstra Bladet har set brevet.

'Her 5 måneder efter, har vi INGEN hjælp fået. Vi har tilgengæld fået en opgørelse.  Alm. Brand dækker 0 kr!!! Af et hus de selv har forsikret og besigtiget 3 måneder inden brænden. Med begrundelse i at huset var bestemt til nedrivning. Vi er nedkørte, chokerede og målløse over deres håndtering af sagen - tænk at dette er muligt', skriver han på Facebook.

Grunden er blevet fyldt med rotter, efter huset er brændt ned. Foto: Privat
Grunden er blevet fyldt med rotter, efter huset er brændt ned. Foto: Privat
 

Flere udfordringer
Nu bor familien i en garage, mens de venter på, at sagen får sin tur i retten.

- Nu er jeg knækket, jeg kan ikke mere. Jeg har næsten ikke kunne fortælle om det, fordi jeg bliver nødt til at genopleve det. Jeg føler jeg er en brik mellem et forsikringsselskab og tidligere ejer. Jeg håber, det kan komme op på et højere plan, så folk kan se, at der er noget galt med lovgivningen, når man kan ende på denne her måde. Man har ingen muligheder, man venter på et system, der er håbløst, fortæller han.

Oveni situationen med huset har familien fået endnu en hård besked.

- Min kone er blevet alvorligt syg. Vi prøver ikke at tænke for meget på det, men det er virkelig hårdt. Børnene er jo også påvirkede, fordi vi er det, men vi prøver at gøre det så normalt som muligt med huset og corona, der gør, at vi ikke kan komme nogen steder hen.

Familien håber stadig, at forsikringen vil skifte mening og hjælpe dem med genhusning, så de ikke skal bo på ejendommen, der er fyldt med rotter efter, at huset er brændt ned.

Hos Alm. Brand er man kede af familiens situation, men gør det klart, at de ikke kan udtale sig i konkrete sager.

'Det er en rigtig ulykkelig situation, familien er end i. Vi kan imidlertid ikke kommentere på en konkret sagsbehandling i offentligheden. Vi vil derimod opfordre til at lade Ankenævnet for forsikring se på sagen. Det er en mulighed for at få en uvildig bedømmelse i sager, hvor der ikke er enighed mellem parterne om afgørelsen. Og hvis Ankenævnet ser anderledes på det, vil vi naturligvis følge det', lyder det i et skriftligt svar fra skadedirektør Brian Wahl Olsen til Ekstra Bladet.