Danish Crown vil have flygtninge

Flygtninge inviteres i praktik på slagteri

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Danish Crown åbner nu slagtehallen for en gruppe flygtninge i Sønderjylland.

På slagteriet i Blans er man klar til at tilbyde 16 flygtninge både uddannelse og arbejde, skriver slagterigiganten i en pressemeddelelse.

Danish Crown vil gerne være med til at 'tage et socialt ansvar og give en gruppe mennesker mulighed for at forsøge sig selv' og bidrage til, at flygtningene 'bliver aktive borgere i samfundet'.

Fyrede fik tilbudt job først
Den danske svinegigant har nemlig gode erfaringer med at ansætte mennesker med flygtningebaggrund i svineproduktionen.

- Det kommer som udløber af et hold, vi har haft, hvor der var to syriske flygtninge på. Det her kommer som en naturlig forlængelse af det samarbejde, vi i forvejen har med Jobcenter i Sønderborg, siger Jens Hansen, pressechef i Danish Crown, til Ekstra Bladet.

- I marts fyrede I nogle hundrede medarbejdere - hvad tror du, de siger til, at I nu ansætter flygtninge?

- Nu skal vi lige holde pærer og bananer hver for sig. Vi fyrede godt nok 298 i Ringsted, men de 200 har vi genansat, for de fyringer har vi annulleret, fordi der lige pludselig kom flere grise.

- I april fyrede I 110 fynske medarbejdere?

- Ja, men det var fyringer, der blev meldt ud i januar 2014, og de skete i forbindelse med, at vi flytter en produktion fra Faaborg, siger Jens Hansen, som tilføjer, at Danish Crown har en jobbank, som sørger for, at ingen får tilbudt job på Danish Crown-fabrikker, uden at de først bliver tilbudt til dem, der er blevet opsagt, eller som har været hos slagterigiganten for nylig.

Slagteriansatte flygtninge kan hurtigere få job
Pressechefen understreger, at man har tilbudt jobs til relevante tidligere medarbejdere, før man har igangsat flygtningeprojektet.

Og ifølge Danish Crown er der stor interesse fra flygtningene. Hele 30 har meldt deres ankomst til et informationsmøde i næste uge.

Jens Hansen forklarer, at flygtningene aflønnes 100 procent af jobcentret, mens de er under 26 ugers oplæring.

- Vi giver dem uddannelsen, stiller mandskab, faciliteter og arbejdstøj til rådighed.

- Er det ikke bare rigtig billig arbejdskraft for jer?

- Overhovedet ikke. Det er et projekt på linje med alle mulige andre - denne gang er det målrettet flygtninge, og vi er meget heldige, for mesteren i Blans er fra Egypten og taler arabisk, så flygtningene vil blive mødt med deres eget sprog, siger Jens Hansen, som tilføjer, at man sagtens kan forestille sig, at en eksempelvis slagteriuddannet syrer kan ansættes før oplæringens udløb.

- Og så vil han eller hun tjene penge på linje med en hvilken som helst anden medarbejder.

Ikke salg i halalslagtede svin
- Henvender jobbene sig mest til mænd eller kvinder?

- Vi foretrækker ikke det ene frem for det andet, men et job på et slagteri er et fysisk krævende job og erfaringsmæssigt tiltrækker det mere mænd end kvinder. For os er det væsentlige, at der er motivation og lyst til at lære arbejdet.

- Der er muslimske borgere blandt flygtningene - kan det skabe problemer i forhold til, at de skal arbejde med svin?

- Vi har ikke erfaring med de mennesker, der fravælger os - dem når vi aldrig at få kontakt med. Men vi har muslimer ansat på slagterierne, og religion er et personligt anliggende. Vi spørger ikke medarbejdere, om de er muslimer, men det er da muligt, at det vil være diskvalificerende for nogen, at det er et svineslagteri, man skal arbejde på.

- Vi driver kreaturslagteri, hvor vi har muslimer ansat til netop at forestå halalslagtning.

- Man halalslagter vel ikke svin?

- Det kan vi godt - det er sværere at sælge det.

101 kommentarer
Vis kommentarer