Danmark åbner for rejser til hele Sverige

Udenrigsministeriet har med opdaterede rejsevejledninger givet ok for rejser til alle regioner i Sverige

Udenrigsministeriet i Danmark har torsdag meldt ud, at rettevejledningerne til Sverige bliver lempet. Det betyder, at der ikke længere er regioner i landet, hvor myndighederne fraråder ikke-nødvendige rejser til. På billedet ses Øresundsbroen fra Sjælland til Sverige. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeriet i Danmark har torsdag meldt ud, at rettevejledningerne til Sverige bliver lempet. Det betyder, at der ikke længere er regioner i landet, hvor myndighederne fraråder ikke-nødvendige rejser til. På billedet ses Øresundsbroen fra Sjælland til Sverige. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Smittetrykket i hele Sverige er faldet så meget, at Udenrigsministeriet med de nyeste rejsevejledninger åbner for rejser til alle landets regioner.

Det betyder, at ikke-nødvendige rejser til Sverige ikke længere frarådes - uanset hvilken del af landet, der er tale om.

- Det betyder, at rejsevejledningen for hele Sverige nu bliver 'gul', og at der ikke længere anvendes en regional ordning for landet, lyder det fra Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar.

De opdaterede rejsevejledninger omkring udrejse gælder fra torsdag eftermiddag.

Rigspolitiets regler for indrejse betyder, at det er muligt for personer med bopæl i lande, der betragtes som åbne eller 'gule', at komme til Danmark uden et særlig anerkendelsesværdigt formål.

Personer fra 'gule' dele af verden kan rejse ind i Danmark, hvis de har booket seks overnatninger.

Igen er der her en undtagelse. Hvis man bor i en grænseregion - i Sverige gælder for Skåne, Halland og Blekinge - behøver man ikke de seks overnatninger.

Ændringer for indrejse sker dog ikke samtidig som rejsevejledningerne. De nye regler for, hvem der kan rejse ind, hvis de har minimum seks overnatninger booket i Danmark, træder i kraft lørdag 1. august.

Gradvist er der blevet åbnet for rejser til og fra Sverige. Udenrigsministeriet har hidtil opdelt Sverige i regioner, som enten har været lukkede eller åbne. Men nu er rejsevejledningerne til de sidste lukkede regioner blevet lempet.

Et af kriterierne er, at antallet af smittede i et land skal være på under 20 per 100.000 indbyggere.

Når et land først er åbnet, vil den kritiske grænse for, hvornår rejsevejledningerne igen bliver skærpet, være ved 30 smittetilfælde per 100.000 indbyggere målt over den seneste uge.

Et stigende antal smittetilfælde i Spanien betyder, at landet nærmer sig grænsen for, om Udenrigsministeriet vil fraråde ferierejser til landet.

I øjeblikket har Spanien 25,5 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. Derfor er landet stadig åbent.

Men smittetallet er steget næsten eksplosivt de seneste dage. I sidste uge var tallet 15 smittede per 100.000 indbyggere for den foregående uge.

Myndighederne i Norge besluttede i sidste uge af fraråde alle ikke-nødvendige rejser til Spanien, som er en yndet feriedestination.

- Det er vigtigt at understrege, at smitteudviklingen i Spanien fortsat er inden for den ramme, hvor vi kan fastholde en 'gul' rejsevejledning, skriver Udenrigsministeriet.

- Når man rejser, anbefaler Udenrigsministeriet dog for alle, at man er opmærksom på sin personlige sikkerhed og holder sig løbende opdateret om udviklingen i smittebilledet via de lokale myndigheder, lokale medier og sit rejsebureau.

Personer, der rejser til Danmark efter ophold i regioner med flere end 50 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere, bliver opfordret til at få en coronatest, når de kommer hjem.

Det er i øjeblikket tilfældet for de tre spanske regioner Aragón, Catalonien og Navarra.

Med den seneste opdatering af rejsevejledningerne bliver Spaniens naboland Portugal åbnet.

Til gengæld bliver Rumænien lukket, og alle ikke-nødvendige rejser frarådes nu til landet.

Listen over åbne lande bliver opdateret hver torsdag.

Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

FAKTA: Sådan er kriterierne for rejser i Europa

Når Udenrigsministeriet hver uge opdaterer sine rejsevejledninger til lande i EU, Schengen-området og Storbritannien bliver det vurderet, hvorvidt det kan anbefales at rejse til et af disse lande.

Torsdag har Udenrigsministeriet opdateret sine vejledninger, og det har medført en række ændringer.

Portugal og Sverige er nu 'åbent', og man kan rejse dertil. Imens er Rumænien gået fra at være åbent til at være kommet på listen over lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes.

Forstå her, hvordan de danske myndigheder afgør et lands rejsestatus:

* Udenrigsministeriet opgør landene i EU, Schengen-området og Storbritannien efter, om de er 'åbne lande' eller 'karantænelande'.

* Status afhænger af det aktuelle smittetryk i det pågældende land.

* Men også på testniveau, og hvor stor en andel der testes positive. Maksimalt fem procent af de testede må testes positive for coronavirus.

* For at være 'åbent' skal et land ugentligt have i gennemsnit under 20 smittede per 100.000 indbyggere.

* Er et land åbent, vil i forbindelse med coronapandemien have en gul farve i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Det betyder, at man kan indrejse med forsigtighed.

* Hvis antallet af nye smittede når op på 30 smittede per 100.000 indbyggere på en uge i et land, ændrer Udenrigsministeriet det pågældende lands status til 'karantæneland'.

* Sker det, frarådes alle ikke-nødvendige rejser til det pågældende land. I så fald skifter landets farve til orange i ministeriets rejsevejledning.

* Derudover kan et land også blive orange, hvis der er særlige restriktioner for danske borgere, som rejser dertil. Eksempelvis hvis der er krav om 14 dages karantæne.

* Listen opdateres ugentligt, og et land kan komme af og på listen alt efter udviklingen.

* Spanien risikerer i øjeblikket at rykke over på listen over 'karantænelande', da landet de seneste to uger har haft 24,6 nye smittetilfælde om ugen ifølge tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).

* Den seneste opdatering gælder fra torsdag eftermiddag og gælder foreløbig en uge.

Kilde: Udenrigsministeriet.

FAKTA: Ministerium åbner Sverige og Portugal for danskere

Torsdag har Udenrigsministeriet opdateret sine rejsevejledninger til lande i EU, Schengen-området samt Storbritannien.

Ændringer betyder, at det er muligt for danskere at rejse til alle regioner i Sverige og Portugal uden at skulle forholde sig til 14 dages karantæne ved hjemkomst til Danmark.

Udenrigsministeriet angiver landene efter, om de er 'åbne', eller om de er 'karantænelande'.

Er et land gult og dermed åbent ifølge de danske myndigheder, kan man rejse med forsigtighed. Hvis et land er orange - et såkaldt 'karantæneland' - frarådes alle ikke-nødvendige rejser.

Læs her, hvilke lande der fremgår som åbne eller lukkede i Udenrigsministeriets opdatering af rejsevejledningerne, der gælder fra torsdag eftermiddag:

Gule lande, man kan rejse til:

* Belgien.

* Cypern.

* Estland.

* Finland.

* Frankrig.

* Grækenland.

* Holland.

* Irland.

* Island.

* Italien.

* Kroatien.

* Letland.

* Liechtenstein.

* Litauen.

* Malta.

* Norge.

* Polen.

* Portugal.

* Schweiz.

* Slovakiet.

* Slovenien.

* Spanien.

* Storbritannien.

* Sverige.

* Tjekkiet.

* Tyskland.

* Ungarn.

* Østrig.

Orange lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes:

* Luxembourg.

* Rumænien.

* Bulgarien.

* Resten af verden uden for Europa.

Kilde: Udenrigsministeriet.

328 kommentarer
Vis kommentarer