Danmark deles i to: Her rammer tordenvejr og regnbyger

Ferien er for mange slut, og arbejdet kalder. Den kommende uge kommer til at stå på mange byger og tordenvejr

Mens det regner, kan man passende udnytte inde-vejret til at træne sin bagdel - og her er de bedste råd fra Gustav Salinas. Video: Tariq Mikkel Khan.

Tordenvejr og byger venter de mange mennesker, der mandag vender tilbage på arbejdet i Danmark efter sommerferien.

Ifølge meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen bliver landet delt i to mandag.

- I vest bliver det mest skyet, og der kommer byger med regn om eftermiddagen. Hvorimod i øst vil det holde tørt med en del sol, og regnen vil først ramme om aftenen, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne vil generelt ligge på omkring 20-22 grader mandag og resten af ugen, og vinden bliver frisk eller svag.

Samme vejrbillede ventes tirsdag, hvor der i gennemsnit vil falde mellem fem og otte millimeter regn.

Mængden af regn vil tage til onsdag, hvor der kan falde op mod ti millimeter flere steder. Her vil et lavtryk i de højere luftlag gøre luften mere ustabil, og det kan føre til en hel del flere byger med torden.

Det vil klare mere op i løbet af torsdagen og fredagen, men der kan stadig komme flere byger med torden, viser DMI's prognoser.

Det er et højtryk over Det Irske Hav vest for Danmark, der sørger for det ustadige vejr.

- Lavtrykket bevæger sig langsomt over Nordsøen, hvor det vil gå stille og roligt i opløsning. Sammen med lavtrykket i de højere luftlag giver det ustadigt vejr, siger Klaus Larsen.

Meteorologen mener ikke, at det er helt slut med sommerdage og 25 grader.

- I weekenden kan vi - i hvert fald i de sydlige egne - få mellem 25 og 27 grader, siger Klaus Larsen.

Resten af Europa er også begyndt at svede mindre, efter at en hedebølge i juli sørgede for temperaturer over 40 grader flere steder.

I Frankrig og i Tyskland kommer temperaturerne sjældent over 30 grader i øjeblikket.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere