Danmark er det dyreste EU-land at bo i som almindelig forbruger.
Det bekræftes af tal fra Danmarks Statistik, som viser, at Danmark med et prisniveau på 37 procent over gennemsnittet i de 28 EU-lande havde langt de højeste forbrugerpriser i EU i 2018.
En del af forklaringen på de høje priser herhjemme er, at danskerne har et højt omkostningsniveau i form af høje skatter og lønninger, der generelt gør det dyrt at drive forretning i Danmark.
Det forklarer Kristian Skriver, der er økonom i Dansk Erhverv.
- I Danmark har vi en forholdsvis høj momssats, samtidig med at vi betaler en række forbrugsafgifter.
- Det betyder, at når man som dansker forbruger 100 kroner, så betaler man ifølge tal fra EU-kommissionen i gennemsnit knap 31 kroner til statskassen.
- Det er væsentligt højere end resten af EU, hvor man i gennemsnit betaler knap 21 kroner til statskassen. Det trækker naturligt det danske prisniveau op sammenlignet med vores naboer i EU, siger Kristian Skriver.
Ses der ud over EU-medlemslandene, bliver Danmark overgået af flere af de såkaldte EFTA-lande, der ikke er medlem af den europæiske union.
Island, Schweiz, og Norge havde således endnu højere forbrugerpriser sidste år. De lå henholdsvis 58, 51 og 47 procent over EU-gennemsnittet.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.