Danmark er Europas bedste til at behandle hiv

Flere og flere bliver behandlet mod hiv, og behandlingen i Danmark er den bedste i Europa, viser nye undersøgelser

Den danske hiv-behandling er udråbt som den bedste i EU i en ny analyse foretaget af University College London og European Centre for Disease Prevention and Control – det europæiske sundhedsagentur. Det skriver Politiken mandag.

Resultaterne af den europæiske undersøgelse glæder direktør hos Aids-Fondet Andreas Gylling Æbelø:

- Det er positivt, at det danske sundhedsvæsen præsterer, når det kommer til hiv-behandling. Især for de danskere, der lever med hiv. Adgang til god behandling forbedrer deres levevilkår, og det betyder, at de kan leve så tæt på et normalt liv som muligt, siger han til Politiken.

Det europæiske sundhedsagenturs analyse bygger på 11 europæiske landes registreringer af den medicinske hiv-behandling, som måles op imod WHO’s såkaldte 90-90-90-mål for sundhedsvæsenets håndtering af hiv-patienter.

WHO’s mål er kort fortalt, at 90 procent af samfundets hiv-population skal være diagnosticerede. Ud af dem skal 90 procent være under behandling på et hospital. Og ud af dem, der er kommet i behandling, skal 90 procent også kunne karakteriseres som velbehandlede og have en umålelig mængde virus i blodet.

Danmark scorer topkarakter på alle parametre: 91 procent af hiv-populationen er ifølge analysen diagnosticerede. Af dem er 94 procent kommet i behandling. Og 93 procent af patienterne i behandling er velbehandlede, skriver Politiken.

Niels Obel, der er professor, overlæge og formand for Den Danske Hiv-kohorte, som er en database, hvor kliniske og behandlingsmæssige data for hiv-patienter samles, mener, at undersøgelsens resultater kan betyde, at Danmark også ligger i top på verdensplan.

- Nogle af dem, der kunne tage konkurrencen op mod Europa, er jo i virkeligheden Nordamerika, og der ved vi, at USA ikke kan. Slet ikke. For de har en helt anden type sundhedsvæsen, siger Niels Obel til Politiken.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen