'Danmark er værst': Gravide romaer har ikke adgang til vand og lægehjælp

Roma-rapport konkluderer, at levevilkårene for romaer er værst i Danmark sammenlignet med en række andre lande

Romaerne har det ikke godt i Danmark, fortælles det i ny rapport. Så sent som sidste fredag blev en romalejr ryddet af politiet, fortalte Ekstra Bladet forleden. Foto: Mogens Flindt
Romaerne har det ikke godt i Danmark, fortælles det i ny rapport. Så sent som sidste fredag blev en romalejr ryddet af politiet, fortalte Ekstra Bladet forleden. Foto: Mogens Flindt

Danmark er ikke det bedste sted at opholde sig for en roma.

Det konkluderer en gruppe østeuropæiske forskere i en ny rapport, som netop er blevet afleveret til Københavns socialborgmester Jesper Christensen (S).

Rapporten er skrevet efter en feltopgave af flere dages varighed i begyndelsen af april i år. Fem forskere anført af institutlederen for roma-studier på det Centraleuropæiske Universitet i Budapest, Iulius Rostas, hævder under opholdet at have nået at tale med 140 romaer, som alle bor på gaden i København.

Og selv om Københavns Kommune var gæstfri under besøget og betalte for både hotelovernatning og forplejning for forskerne, så får Danmarks hovedstad især hug for ikke at tage romaernes situation alvorligt nok.

- Vi mødte og talte med både mænd og kvinder. Kvinderne var sammen med deres ægtemænd og familier. To kvinder var gravide og hævdede, at de ikke havde egentlig adgang til vand og overhovedet ingen adgang til lægelige ydelser, skriver Iulius Rostas i rapporten.

Dårlige overnatningsmuligheder
Forskerne fortæller i rapporten, at romaerne bor på gaden, fordi de ikke har nogen indtægter, ligesom de heller ikke har mulighed for at overnatte i shelters. De overnatningsmuligheder, som der er i København, er ifølge romaerne, som forskergruppen har talt med, forbeholdt psykisk syge og narkomaner.

Forskerholdet mødte cirka 140 romaer under det flere dage lange ophold i Danmark. Foto: Mogens Flindt
Forskerholdet mødte cirka 140 romaer under det flere dage lange ophold i Danmark. Foto: Mogens Flindt

- Muligheden for at få anvist et sted at overnatte er meget lille. Vi mødte kun en roma på de overnatningssteder, vi besøgte, skriver institutlederen.

Se også: Roma-lejre ryddet igen: 12 anholdt

Ny lov gør det nemmere for politiet at bortvise romaer, der overnatter i det fri. Foto: Stine Tidsvilde Krimi Roma-alarm: Rekord i anmeldelser

Rapporten fortæller videre, at de fleste af de 140 romaer stammer fra et fattigt område i Rumænien. Mange har slægtninge i Italien og Tyskland. Flere har endda prøvet at opholde sig i andre lande end i Danmark. De har forsøgt at rangordne forholdene i de forskellige lande, de har opholdt sig i. Og Danmark rammer bunden.

- De vurderer, at levevilkårene er dårligst i Danmark. De tog til Danmark i forsøget på at skabe sig en bedre tilværelse. De havde hørt fra venner, naboer og fra aviser og tv, at lønningerne i Danmark er høje. Selv om de skulle få et ufaglært job i Danmark, har de haft opfattelsen af, at de kunne spare penge sammen, som de kunne sende hjem til Rumænien, lyder det i rapporten.

Mangler politisk fokus
I stedet er romaerne blevet mødt af en helt anden virkelighed.

- De lever af at samle flasker, papir og pap. Enkelte tigger. Enkelte erkendte at have begået småkriminalitet i form af at stjæle mad.

Forskerholdet mener, at en del af begrundelsen for, at romaerne oplever deres tilværelse i Danmark så dårligt, er, at der ikke er tilstrækkeligt politisk fokus på at hjælpe. Her konkluderer forskerholdet, at danske politikere først og fremmest går op i, hvad der er stemmer i, og her tyder intet på, at der er særlig mange stemmer i at melde ud, at man vil skabe bedre vilkår for romaer.

Der mangler overnatningsmuligheder og steder at tage sig et bad, slår rapporten fast. Foto: Mogens Flindt
Der mangler overnatningsmuligheder og steder at tage sig et bad, slår rapporten fast. Foto: Mogens Flindt

  Se også: 'Godmorgen, det er politiet': Her smider de romaerne væk

Til gengæld slår Iulius Rostas fast, at der måske alligevel er en økonomisk fordel i at afhjælpe situationen. Forskerholdet peger nemlig på, at romaerne er villige til at arbejde, og at de kan bidrage til samfundet på den måde. Men fordi de fleste hverken kan tale dansk eller engelsk, er der ikke store udsigter til at få romaerne i job.

Ikke alt er imidlertid skidt i rapporten. Forskerne nævner også, at de under deres ophold i Danmark ikke mødte handicappede romaer eller romaer, som er involveret i prostitution, menneskesmugling, narkokriminalitet eller anden organiseret kriminalitet.

14 dages fængsel for tiggeri

Så sent som fredag i forrige uge blev 12 romaer anholdt i København. Syv af dem lå og sov under en bro i Ørstedsparken.

Alle anholdte kan se frem til en bøde på 1000 kroner, mens tre af dem yderligere står til at blive udvist, da de adskillige gange er blevet smidt ud af roma-lejre rundt omkring i hovedstaden.

Politiet har meldt ud, at de resten af året vil forsøge at stresse østeuropæere, der sover på gader og stræder og gør lokalbefolkningen utryg.

Siden 1. april har Københavns politi ryddet 29 roma-lejre.

I onsdags skærpede Folketinget straffen for tiggeri, sådan at det fremover skal udløse 14 dages fængsel.

- Når loven er trådt i kraft, vil vi prøve den af. Man skal huske, at loven jo rammer både danske og udenlandske tiggere, så der bliver ikke gjort forskel, har vicepolitiinspektør Jakob Søndergaard sagt til Ekstra Bladet.

353 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere