Danmark har testet 14.871 - Norge er oppe på 73.089

Danmark halter langt efter Norge, når det gælder testning for coronavirus

Danmark halter langt efter Norge, når det gælder testning af corona. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen kan der ikke testes nok. Video: WHO.

Alt imens de danske myndigheder har snorksovet og ikke fulgt WHO's anbefaling om 'test, test, test,', så har nordmændene fulgt Verdenssundhedsorganisationens strategi.

Og det kan i den grad aflæses i statistikken. Onsdag oplyste Statens Serum Institut, at 14.871 danskere var blevet testet for corona frem til 25. marts, mens Folkehelseinstituttet i går fremlagde data på, at 73.089 personer har været igennem en test i Norge - der tilmed har 235.000 færre indbyggere end herhjemme. 

(Statens Serum Institut og Folkehelseinstituttet har udsendt opdaterede tal. Per 26. marts er antallet af testet personer i Danmark nu oppe på 15.981, mens man i Norge har testet 73.892 pr. 25 marts kl. 15)

Og billedet har været det samme, siden coronavirussen ramte verden. Pr. 17. marts havde vi i Danmark eksempelvis testet 7195 personer, mens Norge her var oppe på 21.647 antal testede.

Det betyder også, at Danmark siden 17. marts i snit har testet knap 1000 om dagen, mens nordmændene er oppe på over 6000 personer om dagen.

Dansk politik - 23. mar. 2020 - kl. 19:18 Corona Ekstra: Zigzag-kurs om corona-test

WHO's talsperson Margaret Harris slog igen i går fast, at 'test, test, test' er den rigtige strategi - også for Danmark - da hun var igennem til TV2 News programmet Lippert.

- Jeg kan sige det meget klart: Man skal teste, spore smittekilden, inddæmme den og behandle. Og så skal man beskytte sit sundhedspersonale. Hvis du ikke ved, hvor det brænder, kan du heller ikke slukke branden. Det gælder ikke kun ved coronavirus, det gælder ved alle virusser. Derfor ved vi, at det er en strategi, der virker. Og alle lande bør gøre det her – også Danmark.

De danske sundhedsmyndigheder fastholdt i lang tid, at WHO's strategi om at teste flest muligt ikke nødvendigvis var den rigtige. Lige indtil i søndags, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gjorde det klart, at Danmark skal teste langt flere i henhold til WHO's anbefalinger.

Og i går erkendte Sundhedsstyrelsen direktør, Søren Brostrøm, i 'Lægens Bord' på DR1, at antallet af tests herhjemme ikke er tilfredsstillende.

- Vi er ikke det rigtige sted i Danmark. Jeg har fulgt vores nabo Norge, og de har i ti dage været oppe på at teste 5000 eller flere i døgnet.

- Det er der, vi burde være nu. Det er vi ikke, og det er ikke tilfredsstillende, siger han.

I weekenden kom det også frem, at Danmark har store problemer med at skaffe testudstyr, hvilket blandt andet betød, at man i flere regioner måtte stoppe med at teste sundhedspersonale stik imod Sundhedsstyrelsen og WHO's retningslinjer.

Det er på trods af, at Lægemiddelstyrens direktør, Thomas Senderovitz, ellers garanterede i sidste uge, at der var rigeligt med udstyr på lager:

- Med den her øgede diagnostiske kapacitet har vi rigeligt til at håndtere covid-19-arbejdet og den epidemi, som kommer nu. Så medmindre der sker noget helt uforudset, så har og vil vi have kapacitet til at teste dem, der skal testes.

Ulf Bech Christensen kan nu endelig komme i gang med at øge den danske testkapacitet. Privatfoto Samfund - 22. mar. 2020 - kl. 18:38 Testproducent fik hul igennem: Nu kan vi komme i gang

Sundhedsstyrelsen har da også allerede erkendt, at man på nuværende tidspunkt ikke kan teste de personer, der i følge retningslinjerne ellers bør testes:

- Sundhedsstyrelsens mål er at teste flere. Lige nu har vi ikke kapacitet til at teste alle dem, vi gerne vil ud fra vores kriterier i retningslinjen. Vi ved, at regionerne og Lægemiddelstyrelsen gør alt for at få kapaciteten op igen, så den opdaterede retningslinje kan blive fuldt implementeret, og vi vil også løbende vurdere, om endnu flere grupper skal testes,” siger centerchef Helene Probst.

Margaret Harris erkender også, at der kan være problemer med kapaciteten, men at det skal have førsteprioritet:

– Det her er et problem, som mange lande står over for lige nu. Mange var ikke forberedte på så stort et udbrud – og at det ville ske så hurtigt. Flere lande har endda tænkt, at det nok ikke ville ramme dem, eller at det ikke ville ramme dem særlig hårdt.

– Men I må simpelthen ikke give op. I skal blive ved med at øge jeres kapacitet på testområdet. Og I skal gøre det så hurtigt som muligt, siger hun til Lippert på TV2 News.

I Norge er 3112 blevet testet positive for corona, mens 14 er døde af virussen. 

304 kommentarer
Vis kommentarer