Danmark har under 1000 smittetilfælde for tredje dag i træk

Udrulningen af vacciner betyder ifølge overlæge, at et let stigende smittetryk ikke presser hospitalerne

Søren Brostrøm og og Henrik Ullum beroliger danskerne: Trods stigende smittetal går det godt.

Der er det seneste døgn registreret 916 smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er tredje dag i træk med under 1000 smittetilfælde, efter at der i sidste uge blev registreret de højeste smittetal siden januar med 1355 smittede på én dag.

De seneste smittetal er fundet via 173.133 PCR-test, som tages i halsen.

Andelen af smittede - kendt som positivprocenten - er det seneste døgn opgjort til 0,53. Det er nogenlunde på niveau med, hvad den har ligget på i løbet af maj.

De seneste dages smittetal er ifølge professor og overlæge Kasper Karmark Iversen, Herlev-Gentofte Hospital, udtryk for en let stigning i epidemien.

- Det er en let stigning i antallet af smittede, og det er også forventeligt efter den ret massive genåbning.

- Men vi er stadig langt nede, når det gælder antallet af indlagte, så der er efter min vurdering fortsat kontrol over epidemien, siger han.

På de danske sygehuse er der tirsdag 166 indlagte med coronavirus, hvilket er syv færre end mandag.

Antallet af indlæggelser har været nogenlunde stabilt gennem de seneste måneder, selv om samfundet er blevet genåbnet.

Kasper Karmark Iversen ser det stabile antal indlæggelser som udtryk for, at de ældste og mest sårbare personer nu er vaccineret.

Det er især de yngre, der nu bliver smittet, og de har ifølge overlægen langt lavere risiko for at få et alvorligt forløb og blive indlagt.

- Det er klart, at det vil komme med en pris, når vi genåbner samfundet. Der vil blive flere smittede.

- Men det er bare ikke noget, der kommer til at presse hospitalsvæsenet, siger han.

Det seneste døgn er der givet knap 60.500 vaccinestik. Det er blandt de travleste dage på vaccinationscentrene indtil videre.

Indtil videre er 1,7 millioner personer i Danmark i gang med at blive vaccineret eller færdigvaccineret. Det svarer til 29 procent af befolkningen.

623.000 har fået første stik, mens 1,07 millioner fået begge stik.

Der er ikke registreret nogen dødsfald det seneste døgn. Danmark har samlet haft 2503 coronarelaterede dødsfald siden marts 2020.

Det seneste døgn er der også foretaget 554.856 lyntest. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

Derfor anbefaler myndighederne, at man får taget en opfølgende PCR-test, hvis lyntest er positiv.

FAKTA: Frederiksberg er kommet tættere på nedlukning

En kommune bliver lukket ned, hvis smittetrykket overskrider en grænse, som et politisk flertal i Folketinget har fastsat.

Grænsen går ved 250 smittede per 100.000 indbyggere om ugen, når der justeres for, hvor mange der bliver testet.

Her er en oversigt over de ti kommuner, der tirsdag har de højeste testkorrigerede incidenstal. Tallet i parentes viser incidenstallet for mandag:

* Norddjurs: 199,2 (175,2).

* Frederiksberg: 194,9 (177,8).

* Ishøj: 190,0 (190,1).

* Syddjurs: 178,0 (169,8).

* Brøndby: 171,2 (165,9).

* Helsingør: 162,1 (168,9).

* København: 160,6 (159,8).

* Rødovre: 160,4 (160,9).

* Albertslund: 159,5 (163,0).

* Høje-Taastrup: 158,5 (159,7).

Kilde: Statens Serum Institut.

FAKTA: Sådan skal man forstå de daglige coronatal

Der bliver dagligt offentliggjort en stribe tal på Statens Serum Instituts hjemmeside, der beskriver, hvordan udviklingen går med coronavirus i Danmark.

Her er en oversigt over, hvad tallene beskriver:

* Bekræftede tilfælde: Tallet dækker over det antal positive prøver, der er fundet i PCR-test, som tages via en prøve i svælget. Antigentest/lyntest indgår ikke i tallet, da der ifølge Statens Serum Institut er for stor usikkerhed om prøvesvarene.

* PCR-prøver: Tallet fortæller, hvor mange PCR-prøver der er kommet svar på siden opgørelsen dagen før.

* Positivprocent: Tallet viser, hvor stor en andel af PCR-prøverne der er positive - altså har påvist smitte. Tallet bruges til at se på, hvor meget smitte der er i samfundet.

En faldende positivprocent dækker over faldende smitte, men afhænger også af, hvor bredt man tester. For eksempel vil positivprocenten forventeligt gå ned, når man indfører et coronapas, da mange uden symptomer vil tage en test for at kunne komme til frisøren.

* Antigenprøver - også kendt som kvik-, hurtig- eller lyntest: Tallet dækker over, hvor mange prøver der er taget siden seneste opgørelse. Tallet omfatter de test, som bliver taget hos private testudbydere og på for eksempel folkeskoler, efterskoler og gymnasier.

* Mistænkte tilfælde: Hvis man er testet positiv i en lyntest, vil man optræde som et mistænkeligt tilfælde. Hvis man inden lyntesten eller senest dagen efter får taget en PCR-test, vil man ryge ud af den statistik. Ellers bliver man ved med at stå som mistænkeligt tilfælde.

* Nyindlæggelser: Tallet viser, hvor mange nye patienter der er blevet indlagt med coronavirus på landets hospitaler sammenlignet med opgørelsen dagen før.

* Indlæggelser: Tallet beskriver det totale antal indlæggelser med coronasmittede på de danske hospitaler. Tallet vil blive påvirket af nye indlæggelser, udskrivelser og dødsfald, eller af at allerede indlagte patienter bliver testet positive.

* Dødsfald: Tallet dækker personer, der er registreret døde det seneste døgn. Man tæller som et coronadødsfald, hvis man er død senest 30 dage efter, at man blev testet positiv for coronavirus. Der kan være en forsinkelse i tallene, så derfor kan et dødsfald godt være sket flere dage før, det optræder i statistikken.

* Incidens: Tallet opgør, hvor mange smittetilfælde der er per 100.000 indbyggere - det kan være på landsplan, regionalt, kommunalt eller helt ned på sogneniveau. Tallet bruges for at kunne sammenligne smitteniveauet på tværs af områder med forskellige indbyggertal.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen.