Danmark når ikke at vurdere fredet dansk natur til tiden

Hvert sjette år skal en status på naturens tilstand laves. Styrelse møder skarp kritik for ikke at blive klar

Går det fremad for fredet dansk natur, eller bliver den udpint og passet dårligt på?

Det er blandt de spørgsmål, som Danmarks Naturfredningsforening forventer at få svar på i en redegørelse, som Danmark skal give til EU tirsdag.

Problemet er dog, at Miljøstyrelsen ikke har nået at få redegørelsen klar. Det fortæller Danmarks Naturfredningsforening, der fredag var til møde med styrelsen.

Redegørelsen omhandler de såkaldte Natura 2000-områder, der er et naturbeskyttelsesprojekt, som har til formål at stoppe forringelser i naturen.

Derfor vækker den manglende redegørelse bekymring hos Morten Pedersen, der er afdelingsleder for natur og miljø ved Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi har fået den besked, at indrapporteringen bliver forsinket i op til fire til fem måneder.

Det står dog i EU-direktivet, at tallene skal indleveres hvert sjette år, og i et års tid har datoen 30. april været kendt.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening angiver Miljøstyrelsen to grunde til, at redegørelsen ikke er blevet klar. Dels er der udfordringer med nogle data om skove, og dels er styrelsen blevet udflyttet.

- Det er vi bekymrede over, fordi vi er alvorligt bange for, at tallene vil vise en ret markant tilbagegang for de naturtyper i Danmark, som vi skal passe på, siger Morten Pedersen.

Afdelingslederen frygter blandt andet dårlige nyheder i redegørelsen, fordi foreningens løbende undersøgelser af naturen viser nedslående resultater.

Miljøstyrelsen affærdiger kritikken og afviser, at man ikke lever op til direktivet.

- Vi er ikke fire-fem måneder forsinket. Det er rigtigt, at EU-Kommissionen har bedt om at få landenes rapportering noget tidligere. Men den normale frist i direktivet er udgangen af juli, så på den måde er vi ikke forsinkede.

- For måneder siden har vi sagt til Kommissionen, at vi ikke kunne nå den fremrykkede frist og også tilkendegivet det, da Kommissionen foreslog den, siger Helle Pilsgaard, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Hun forventer, at rapporteringen er klar til "den ultimative frist" i udgangen af august.

Når den nye redegørelse kommer, kan tallene sammenlignes med den fra for seks år siden.

Nyheden om den forsinkede redegørelse vækker harme hos Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen.

- Jeg mener ikke, at der er nogen som helst undskyldning for, at man ikke kan levere en redegørelse over vores allerfineste Natura 2000-områder.

- Jeg synes, det er stærkt påfaldende, at man lige præcis skyder den om på den anden side af en valgkamp, fordi der desværre er meget, der tyder på, at den redegørelse ville være kritisk og trist læsning, siger han.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere