Danmark ramt af sne og forhøjet vandstand

Søndag er der udsendt et varsel om forhøjet vandstand ved den sydlige del af Lillebælt, lyder det fra DMI

Danmark blev søndag morgen ramt af snebyger flere steder. Læs mere om det nederst i artiklen. Video: Kenneth Meyer

Sidst på formiddagen søndag skal man være opmærksom på forhøjet vandstand flere steder i landet.

Derfor udsender DMI et varsel. Der er tale om ekstra vandmasser ved Lolland, Falster, Langeland, Fyn og det østlige Sydjylland ved Lillebælt.

Vandstanden forventes at stige op til 1,3 meter i de berørte områder, lyder det fra DMI.

- Vi har et varsel ude om forhøjet vandstand i den vestlige østersø. Det løber til engang midt på eftermiddagen. Her vil der være nogle havne, der kan få problemer, siger Henning Gisselø, vagthavende meteorolog DMI.

Årsagen til den forhøjede vandstand er, at det i nat blæser op fra nord og nordøst i alle de danske farvande, og samtidigt også i hele Østersøen.

'Herved kan Østersøens vandmasser ikke løbe op gennem de danske bælter, så vandet vil derfor ophobes i de sydlige farvande', skriver vejrtjenesten i varslet.

Forhøjet vandstand på Esbjerg Havn tidligere på året. Foto: Christer Holte
Forhøjet vandstand på Esbjerg Havn tidligere på året. Foto: Christer Holte
 

Danmark ramt af sne
Det er ikke kun forhøjet vandstand, vinden fra nord søndag morgen giver danskerne problemer med.

Den seneste uges lune forårstemperaturer er forduftet og søndag morgen vil man flere steder i Østdanmark vågne op til et sneklædt landskab.

- Vi har registreret snebyger mange steder. Hele den østlige del af Danmark øst for lillebælt har fået sne. De steder det har lagt sig, forventer vi det smelter i løbet af formiddagen, siger Henning Gisselø.

- I løbet af de tidlige morgentimer søndag, vil snebygerne have sluppet København som det sidste af Danmark.

- Det er en påmindelse om, at det ikke er sommer i dag. Det bliver en rigtig kold dag i dag. Mellem tre og syv grader og en kold vind fra nord, slutter meteorologen.

Ekstra Bladets fotograf Kenneth Meyer fangede tidligt søndag morgen snevejret i København.

Se hans billeder øverst i artiklen.

1 af 2 Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 Danmark blev søndag morgen ramt af snebyger flere steder. Læs mere om det nederst i artiklen. Foto: Kenneth Meyer