Danmark registrerer laveste antal smittede siden juli

386 er i løbet af det seneste døgn registreret smittede. Ikke siden juli har smittetallet været så lavt

Der er det seneste døgn registreret 386 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

Det er det laveste antal dagligt smittede siden 5. juli i år, hvor tallet var 337.

Lørdagens tal følger tendensen fra de seneste uger, hvor smittetallet har været faldende.

Smittetilfældene er fundet på baggrund af 47.625 PCR-test, og dermed er positivprocenten på 0,81 procent.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos siger, at det ser fornuftigt ud i øjeblikket.

- Man kan ikke sige ret meget om tallene fra den ene dag til den anden. Man skal se en udvikling over en længere periode. Når vi gør det, ser det meget fornuftigt ud. Tallene er meget lave, og det tegner godt for efteråret.

- Det afspejler, at vi har en så høj vaccinationsdækning, som vi har. Men vi står over for en udfordring, når vi har ophævet restriktionerne. Det vil uundgåeligt føre til mere smitte, siger Hans Jørn Kolmos.

Antallet af indlagte falder lørdag med 8, så der nu samlet er 124 indlagte med covid-19 på landets hospitaler. Der er tre nye dødsfald.

Af de 124 indlagte er 32 indlagt på intensivafdelinger. 19 af dem får hjælp til at trække vejret af en respirator.

Ifølge Hans Jørn Kolmos bliver det spændende at følge smitteudviklingen, når vi går ind i efteråret. Test, vaccination og god hygiejne er nøgleordene i den kommende tid, lyder det.

- Vi kan slet ikke udelukke, at efteråret vil bringe højere smittetal. Det hænger sammen med, at vi stadig er i sensommeren. Det bliver spændende at følge udviklingen, når vi nu går ind i efteråret.

- Nu må vi se, hvad der sker. Det afgørende er sådan set, at vi stadig har en høj testkapacitet, og det er stadigvæk meget vigtigt, at hygiejnen holder. Vi står på tre ben: høj vaccinationsdækning, høj testkapacitet og god hygiejne, siger han.

Siden fredag har 1970 borgere fået det første stik med en vaccine mod covid-19, mens 7434 er blevet færdigvaccineret i løbet af det seneste døgn.

Dermed er i alt 4.290.071 borgere i Danmark færdigvaccineret.